7. december 2022

Grøn velfærd eller ingen velfærd

Grøn omstilling er dyrt, medmindre vi politikere forstår at investere klogt. Så koster det netop ikke det, som alle siger.

Ja, du læste rigtigt. Gør vi det rigtigt, kan vi komme langt mod vores mål, uden det koster at omstille os.

At spare klimaet kan nemt lyde som besparelser på velfærden og fald i velstand. Alt for mange tror, at alle skal spare. Jeg skriver det her for at sige, sådan behøver det ikke at være. Vi skal turde investere. Det er min erfaring, og den vil jeg tage med mig til Folketinget.

Når jeg ser på, hvad der bedrives i min kommune, Skive, af grønt iværksætteri, innovation og samarbejder, kan min konklusion ikke være anderledes. Investeringerne betales hurtigt tilbage.

Investeringerne er grønne og udskifter det klimatunge. Arbejdsprocessen ’fra x til y’ effektiviseres med introduktionen af grønne løsninger og i løbet af kort tid er pengene, som investeringen kostede, tjent ind. Driften er forbedret og sparer både klima og kroner. Grønne kroner, som vores velfærd tager farve af.

Den viden skal udvikles i Skive, anvendes på landsplan og sælges globalt. Sådan bevarer vi arbejdspladser i landbruget og i fødevareproduktionen. Vi skal udvikle. Ikke lukke.

I min egen virksomhed er vi hver dag i færd med den grønne dagsorden. Ikke som et begrænsende projekt, men som verdens bedste benspænd. Vi tilbyder løsninger, hvor strøm fra vindmøller bruges frem for naturgas, og hvor kunderne sparer en del penge samtidigt. Det koster min virksomhed, at der skal investeres i nyt udstyr, men investeringerne er tjent tilbage på få år. Da besparelserne er vedvarende, har vi forbedret konkurrenceevnen, sænket udledningen og sikret danske arbejdspladser.

Grøn omstilling bliver synonym med velfærd. Ligesom fabrikkerne var det, da industrialiseringen fik fat i slutningen af 1800-tallet. Landbruget tegnede sig stadig for en stor del af Danmarks økonomi, men velstanden kom i stigende grad fra erhvervene i byerne.

Balancen rykkede over lang tid, og det er her vores generations største udfordring er. For vi har ikke tid. Vi bliver nødt til at arbejde sammen på tværs af offentlig og privat sektor og få flyttet balancen på få år.

Der er ingen vej udenom. Det er grøn velfærd eller ingen velfærd.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN