Indledningsvis ros til Jens Peter Hansen for hans kamp for cyklismen. Ros er givet. Piskeriset og nuancer tages nu frem.
Fordi Radikale stemte Nej til Jens Peters hjertesag, så er Radikale negativ stemt for cyklisme, vil ikke reducere trængsel og mindske CO2-udslippet. Drop det forbigående vrøvl.
For det første.
Det er langt fra sikkert, at Randers kommune får én eneste krone af de 150 millioner kroner, der er i landspuljen.
Hvis Randers får samme fordeling, som den fordelingsbrøk Randers normalt tildeles fra landsniveauet, ja så flugter tildelte beløb meget godt med det beløb, som vi radikale, SF, de konservative og socialdemokratiet har afsat i budgettet.
For det andet.
Jens Peter, du anklager undertegnede, fordi jeg henholder mig til budgettet (som Venstre jo ikke har været en del af i de seneste år). Undskyld mig. Utallige er de gange, hvor dine Venstre byrådskollegaer har belært byrådets partier om, at vil man have indflydelse, så må man være med i budgettet (ex. Anders Buhl, Christian Boldsen, Omann m.fl.).
Så nu smager Venstre så egen medicin, kan man sige. Sagt uden at være skadefro, som Venstre var i byråds-belæringerne.
For det tredje.
Jens Peter, kort før byrådsmødet sendte du en mail til partierne om denne sag – indeholdende vigtig uddybende information i forhold forvaltningens sagsfremlæggelse.
Undskyld mig, du kan altså ikke forvente, at byrådets partier nødvendigvis læser dine mails. Du ved godt, at når der er byrådsmøde, er vi nogle byrådsmedlemmer, som skal læse hundrevise af sider. Ved seneste byrådsmøde var doseringen pænt stor. I mandags skulle bl.a. læses om: Infrastruktur plan, Flodbyen, Fremlæggelse kommune-årsregnskab, Ældreundersøgelse, og listernes utallige sager.
Godt råd til dig, Jens Peter.
Næste gang der er en sag om dit hjerteblod (cyklisme) så ring, som mine gode politiske Budget-samarbejdspartnere gør (bl.a. Daniel fra de konservative, Rosa fra SF og Steen fra Socialdemokraterne).
Det er du altid velkommen til.
Nogle gange er telefonsamtale bedre end mails. Tidspres er en del af min hverdag, vel også din?
I indeværende valgperiode har Radikale Venstre taget flere emner op i byrådssalen om klima, miljø og natur.
Her er vi mere fremme i skoene end Venstre.
Det nytter ikke noget, at du bliver fornærmet, fordi vi radikale ikke lige cykler samme vej, som dig i sagen om Lands-Cykelpuljen.
Sagt med venlighed.