30. november 2022

Sæt handling bag ordene om E45!

Den østjyske infrastruktur er noget, som berører rigtig mange af os randrusianere i vores hverdag. Derfor er det også noget jeg kæmper hårdt på at forbedre. Det har faktisk været en prioritering gennem længere tid. Ikke kun for mig, men også for mit parti, Venstre.

Derfor finder jeg det noget absurd, når en Socialdemokrat i form af Folketingskandidat Iben Sønderup, i et indlæg d. 27/9, at hun stiller sig uforstående over flere dele af Infrastrukturplan 2035. Det er vigtigt at huske, at infrastrukturaftalen er den Socialdemokratiske regerings værk.

Inden valget i 2019, var der et flertal for en anden infrastrukturaftale, som blev indgået ved VLAK regeringen og Dansk Folkeparti. I den aftale var der en klar beslutning om udvidelse til 3 spor, på motorvejen mellem Randers og Aarhus.

Desværre så skiftede flertallet ved sidste valg, hvor Socialdemokratiet smed den tidligere aftale i skraldespanden og derefter ventede i over 2 år, før de overhovedet gad indkalde til forhandlinger med resten af Folketinget om, hvad vi så skulle gøre på infrastrukturområdet. Her krævede det røde flertal omfordeling af midler fra motorveje til især jernbanen. Til de forhandlinger var der kun et parti som præsenterede en fuldt finansieret plan for 3 spor til Randers, nemlig Venstre, og vi så jo desværre, at der ikke var flertal for de 3 spor i dette folketing.

Så det er godt med en socialdemokrat, som ønsker bedre infrastruktur i Østjylland. Det gælder bare ikke ret store dele af partiet, og det vil jo være passende, hvis hun retter sine spørgsmål og undren mod sine egne partifæller. Jeg kan bare konstatere, at hvis man ønsker en seriøs prioritering af den vigtige infrastruktur, så skal man stemme på Venstre. Vi har hele tiden vist, at vi prioriterer de østjyske veje, og jeg kan garantere, at det stadig er sagen.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN