25. september 2022

Regeringens varmecheck er blevet en skandale

Regeringens varmecheck har udviklet sig til en skandale. Regeringen har på trods af flere advarsler, udbetalt en varmecheck uden styr på modtagerne. Eksemplerne på forkerte eller unødvendige modtagere af hjælpen er mange. Medier har berettet om at ca. 100 beboere på et botilbud af Den Sociale Udviklingsfond uberettiget har modtaget varmechecken. Her er mange af de omkring 600.000 kr. gået til stoffer.

 

Andre har også modtaget varmechecken, helt uden grund. Koldings Konservative borgmester har også modtaget de 6000 kr. selvom hans hus er opvarmet med fjernvarme. Dertil kommer alle de som skulle have haft varmechecken, men som ikke har fået den. De kan først klage i 2023, længe efter de havde behov for hjælpen i første omgang. Den ansvarlige minister, Dan Jørgensen, vil ikke kalde det en skandale, men jo Dan. Det er en skandale. Venstre og Energistyrelsen har begge advaret om at der ikke var styr på BBR registret, som varmechecken er udbetalt efter. Regeringen har altså været ligeglad med at skattekronerne i mange tilfælde er endt i de helt forkerte hænder.

Jeg er generelt meget bekymret over regeringens lemfældige omgang med- og tilgang til penge. En ny opgørelse fra Finansministeriet viser at den Socialdemokratiske regering gør Danmark fattigere i 2025 end vi var da de overtog magten i 2019. Samtidig vil Danmark kun være blevet marginalt rigere i 2030. Det er slet ikke godt nok. Regeringen har forsømt deres økonomiske ansvar.

 

I stedet for en fejlbehæftet varmecheck, foreslår jeg at vi sænker energiafgifterne markant, så det hjælper lige præcis de danskere som er hårdest ramt lige nu. Vi har nogle af de højeste energipriser i hele Europa og de skal ned. Nu! Det er det eneste rigtige at gøre, når så mange danskere er presset på økonomien, især pga. de ekstreme energipriser.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN