30. december 2024

Mindre frihed med socialdemokraterne

Debatindlæg af Martin Skou Heideman, byrådsmedlem for Venstre

Den socialdemokratiske topminister Kåre Dybvad er ude med et uhyggeligt budskab om, at danskerne skal vænne sig til mindre frihed. Målet om sammenhængskraft og fællesskab lyder flot, men med de socialdemokratiske velfærdsingeniører bliver det ideologi og politiske interesser, der dikterer. Alle, der ikke lever op til de socialdemokratiske ideer, er i skudlinjen.

De første skud er allerede affyret: Minkerhvervet er nedlagt. Gymnasieelever skal fordeles efter indkomst og ikke efter, hvilket gymnasium de bor tættest på. Snart skal optaget i folkeskolerne også ændres, så det afspejler befolkningsgrundlaget. Det får betydning i Gladsaxe.

Privatskoler og dem, der driver virksomhed indenfor omsorg og pleje er allerede lagt for had og kan forvente yderligere stramninger. Hvem bliver den næste?

Danmark er et af de lande, hvor velfærden er allerhøjst; hvor velstanden bliver godt fordelt og hvor den sociale mobilitet er høj. Jeg kender mange som har gjort en ekstra indsats og selvfølgelig nyder frugten af det. Den aktivitet som skabes af iværksætterne kommer endda os alle sammen til gode.

Det skal nu omkalfatres, fordi socialdemokraterne, helt frem til i dag, har svigtet totalt i udlændingepolitikken; først med naivitet, nu med brutalitet. Den totalt uigennemskuelige boligpolitik og mange års centralisering har de også et stort ansvar for.

Nu er medicinen mod deres egen sygdom altså mere tvang, ufrihed og detailregulering ned i mindste detalje. Den slags ufrie forhold har ingen fremtid.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN