4. oktober 2024

I maj cykler vi alle til arbejde – også et par folketingsmedlemmer fra Jylland!

Det er supersundt at cykle. Det begrænser trængsel, det er klima- og miljøvenligt, og så er det super sjovt at cykle.

Netop derfor er det oplagt at fremme cyklismen. Og derfor er cyklistforbundets kampagne, ”Vi cykler på arbejde” en af landets allervigtigste kampagner.

Den løber igen i år i maj måned, og alle bør bakke op. Det gør Rasmus Prehn og jeg selvfølgelig, og det selvom vi bor i Jylland og arbejder i København.

Ligesom sidste år skyder vi kampagnen i gang ved selv at cykle fra Jylland til vores arbejdsplads på Christiansborg i København.

I år tager vi dog tre dage om de ca. 240 kilometer, hvor vi sidste år klarede turen på to. I år vil vi gerne have mindre siddesår og mere tid til det sociale undervejs.

Søndag den 28. april klokken 15.00 skyder vi første etape i gang fra det Gamle Rådhus i Aalborg. Tirsdag den 30. april klokken 10:30 lander vi på Christiansborg Slotsplads. Undervejs når vi stop i Randers, Odsherred, Rørvig, Hundested, Frederiksværk, Frederikssund og Ølstykke. Og måske er der flere, der ønsker at invitere os på kaffe eller kolde sodavand undervejs? Man kan se hele vores tour-plan på vores sociale medier.

For os er det simpelthen super sjovt og dejligt at cykle. Vi nyder naturen. Synet af Danmark der passerer forbi, og så kan vi lede at tale med de mennesker, vi møder undervejs. Men for os er hverdagscyklisme også lidt af en mirakelkur. Og vi burde komme i gang med at fremme cyklismen meget mere i Danmark.

Cyklisme øger folkesundheden og reducerer antallet af borgere, der får kræft, diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Cyklisme kan nedbringe antallet af sygedage, spare både samfundet og det private erhvervsliv mange penge og i øvrigt øge arbejdsudbuddet. Cyklisme kan reducere trængslen på vejene mærkbart. Cyklisme kan nedbringe partikeludledningen og luftforureningen i byerne.

Mere cyklisme vil give et mærkbart bidrag til nedbringelsen af CO2. Mere cyklisme er simpelthen løsningen på så mange samfundsproblemer, at det bare er om at komme op på jernhesten.

Nu cykler vi på arbejde!


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN