30. september 2022

Håndværkerfagene skal styrkes!

Som passioneret fritidshåndværker og uddannet landmand er det ikke nogen hemmelighed, at en opprioritering af håndværkerfagene ligger mit hjerte meget nært. Såvel nu som i fremtiden skal vi sikre, at flere unge søger ind på erhvervsuddannelserne. Og vi skal sørge for, at flere voksne får både lyst og økonomisk mulighed for omskoling. Mangel på håndværkere og andre faglærte må ikke blive en bremse for den grønne omstilling eller væksten i vores samfund.

Jeg mener først og fremmest at unge mennesker skal tage en uddannelse, de har lyst til og mod på. Interesse og engagement trumfer meget andet, når fremtidens virke skal vælges.

Erhvervsuddannelserne er dog helt afgørende, når vi skal løse udfordringerne omkring blandt andet den grønne omstilling. ​​Det virker heldigvis som om, at der efterhånden er bred enighed om i Folketinget, at det er på høje tid at gøre meget mere for at få unge til at vælge en faglig uddannelse. Det er en klar mærkesag for mig i en kommende valgkamp, og jeg vil arbejde benhårdt for at løfte den dagsorden.

Både Randers og Danmark har brug for reelle investeringer i at dygtiggøre mennesker til en fremtid, hvor stærke kompetencer i meget højere grad, vil blive efterspurgt. Det er helt afgørende for fremtiden, at der uddannes nok med de rette kompetencer, og vi skal arbejde målrettet med at løfte kvaliteten af erhvervsuddannelser, så der fastholdes flere i både uddannelserne og i job.

Vi skal hjælpe både dygtige elever og gode virksomheder med at komme godt ud på den anden side. I denne regeringsperiode gjorde vi det blandt andet, da vi under Corona i 2020 landede en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter, hvor vi holdt hånden under 70.000 lære- og elevpladser, da vi afsatte 5 milliarder kroner til uddannelsesaftaler.

Jeg glæder mig også over, at et nyt nationalt videnscenter skal styrke forskningen indenfor erhvervsuddannelserne. Det er der i den grad brug for, fordi vi har brug for at vide noget om, hvordan vi får flere unge til at søge mod erhvervsuddannelserne og hvor udfordringerne er. For det er her fremtidens Danmark ligger.

Den form for investeringer i erhvervsuddannelserne skal vi i den grad fortsætte med at prioritere og jeg glæder mig til at arbejde videre for erhvervsuddannelserne som Socialdemokratiets erhvervsordfører.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN