7. december 2022

Jeg er klar til at tage det ansvar og sige, at vi nu går den grønne vej

Det siges, at vi er den første generation til at opleve naturforandringer, og den sidste som har en mulighed for at gøre noget ved dem.

Det er dog som om, at blå blok har svært ved at tillægge sig, at vi dyrker den grønne omstilling. Efter min vurdering er klima blevet forbundet med at stemme rødt, men lad mig gøre det helt klart: Der er kæmpe opbakning til grøn omstilling i blå blok.

Der, hvor rød og blå blok adskiller sig, er metoden til at håndtere klimaet. For den røde blok er der desværre kun én løsning på problemet, og det er at hæve afgifterne og skatterne samtidig med, at man vil give staten mere magt og mere kontrol.

Mine løsningsforslag:

Løsningen bør være guleroden frem for pisken. En gulerod kan være et fradrag hos folk, der installerer solcelleanlæg, lavere afgifter til folk, der anskaffer sig en elbil, eller tilskud til virksomheder, som ønsker at iværksætte et projekt, som styrker klimaet. Mulighederne er mange.

Vi så alle, hvor hårdt det ramte Tyskland sidste år, da ekstreme mængder regn forårsagede oversvømmelser. Det er en virkelighed, som desværre ikke er langt væk, hvis vi ikke handler nu og handler hurtigt.

Jeg er klar til at tage det ansvar, som det kræver, når nogen skal ranke sig og sige, at vi nu går den grønne vej. Ikke flere ord. Handling.

Det skal som sagt ikke være en straf at bidrage til den grønne omstilling; det skal være en befrielse og en gevinst at gøre det. Derfor er det nødvendigt at gøre brug af en metode, som folk kan se meningen med.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN