21. november 2024

Grøn omstilling og lokal forankring!

Flere grønne projekter er igang i kommunen, hvilket sætter fokus på landdistrikternes vilkår. Aktuelt er det omkring etaperne i Kvorning og Sjørring.

I alt snak om grøn omstilling er der stor bevågenhed på arealer, biodiversitet, lavbundsjorde, afgifter, solceller, vind, brint og vand. Meget er på spil, og det er vigtigt at tage hensyn, træffe kloge og fornuftige valg. Det er nødvendigt at forholde sig tydeligt til konsekvenserne, så lokal forankring og lokalt ejerskab sikres. Uden dette risikerer vi at afvikle i stedet for at udvikle kommunen, samtidig med at der er klimamål der skal nåes.

Lokal forankring er en holdsport, hvor man spiller hinanden gode til gavn for projekt og aktører. Borgere i Kvorning, der reagerer og kommer med opråb, skal tages alvorlige, da de berøres direkte og lever i og omkring solcelleparken. Lokal forankring er en løbende proces, der kræver, at ejerskabet deles af alle interessenter. – i alle projekter.

Anvendelse af arealer skal være gennemsigtig for at undgå, at borgerne i landdistrikterne ikke føler sig fanget. Placering af grønne løsninger påvirker de der bor i landdistrikterne, det kan vi ikke komme uden om. Der er borgere der føler sig stavnsbundet fordi de bor op til grænsen af det berørte område, andre bekymrer sig om de vilkår der er for at låne til hus på landet eller belåning af eksisterende bolig.

Jeg savner at man sætter et landdistriktsfilter i spil. Et sådan filter skal hjælpe med at belyse konsekvenserne af beslutningerne og sikre, at liv og bosætning ikke afvikles. Det handler om ordentlighed, kommunikation og gennemsigtighed, fordi kompensation ikke løser alt, det er kun en kortsigtet gevinst. En krig om jord og anvendelse af arealer er den nye jagt, hvor himmelhøje priser er svære at sige nej til.

Det kan godt ske, at de lokale får en kortsigtet kompensation, og de langsigtede investeringer lukrerer i lommer der ikke på samme måde er interesseret i lokal forankring, men på bundlinjen. – tænker man den tanke et stykke længere, og samler de grønne projekter sammen til en stor energi fabrik, kan der være penge i at sælge til et investeringsfirma – så kan man så spørge sig selv om man så har varetaget samfundets interesser?

Lokal forankring er bindeleddet for opbakning og forandring der er tålelig at leve i og ved siden af. Der skal ikke være noget der kommer frem i lyset, fordi nogen graver i det. Så er der noget der ikke er gjort grundig nok, og det skylder man kommunens borgere at der er ordentlighed i. Lokal forankring betyder involvering, velvidende om at der er noget der lovmæssigt skal følges. Det er almindelig ordentlighed, i respekt for borgerne i kommunen, at der skal være gennemsigtighed i de projekter der gennemføres.

Ellers er vores demokratiske ret underspillet, fordi man derved stiller mistilliden i front, fordi man i bund og grund ikke har været dygtige nok til at kommunikere og formidle.

Ja, der er mange ting i spil, også det bæredygtige i projekterne. Forholder vi os til den miljømæssige bæredygtighed, fordi vi skal passe på jorden, så den ikke tager skade af den måde, vi lever på? Eller den sociale bæredygtighed, hvor vi skal sikre den sociale retfærdighed er i spil, og at der til sidst skeles til den økonomiske bæredygtighed, for at have styr på økonomien.

Vi skal have en sammenhængende kommune for land og by via lokal forankring via et landdistriktsfilter og tydelig kommunikation og dialog mellem opstiller og de lokale borgere.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN