Vi lever i en tid, hvor børns skoleskema er fyldt med obligatoriske emner med alt fra modellering til læsning og fortolkning af den danske litteraturkanon. Fra at blive undervist i trafiksikkerhed til at udføre egne statistiske undersøgelser.
I hjertet af den danske skoletradition ligger dog to fag, der ikke kun lærer vores børn om vores samfunds fundamentale udgangspunkt, men som også bygger bro mellem fortidens værdier og nutidens etiske dilemmaer: historie og kristendomskundskab.
Disse fag udfordrer vores børn til at reflektere over livets store spørgsmål, lærer dem om tolerance og medmenneskelighed, og ikke mindst lærer de om Danmarks kulturelle rødder.
Kan vi tillade os at negligere disse fags væsentlige betydning for, at børn bliver dannede individer?
Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør en større og større andel i det danske samfund. Det stiller uundgåeligt nogle andre krav til folkeskolen, som vi politikere ikke har været gode nok til at adressere. I bund og grund handler det formentlig om, at vi ikke har ville indrømme og erkende, at når sammensætningen af elever ændrer sig og bliver mere heterogen, ændres det grundlæggende fundament og udgangspunkt for læring sig ligeledes.
Det stiller nye krav til folkeskolen, som hermed også får et ansvar for at opretholde en social sammenhængskraft. Børn af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere skal allerede i folkeskolen blive klædt bedre på til at forstå og leve i det danske samfund.
Valgdeltagelsen for indvandrere og efterkommere er markant lavere, end hvad den er for borgere, som har dansk oprindelse. Til folketingsvalget i 2019 var der 21,2 procentpoint færre efterkommere, der stemte, end borgere med dansk oprindelse. Det er foruroligende, at efterkommere, som er født og opvokset i Danmark, og som endda har gået i en dansk skole, tydeligvis negligerer vigtigheden af at bruge sin demokratiske ret.
Det vidner for mig om en alvorlig mangel på grundlæggende dannelse og forståelse for demokratiske værdier, der åbenbart ikke formidles i hjemmet.
Denne bitre erfaring viser, at forældre med ikke-vestlig baggrund ikke formår at leve op til det ansvar, man har som forældre. De formår ikke at forberede deres børn på, hvad det vil sige at bo i Danmark, og hvilket ansvar og rettigheder der følger med, når man bor i et demokratisk samfund.
Det er i min optik naturligt, at det er svært at lære fra sig om demokratiske og kristne værdier, hvis man ikke selv er vokset op med sådanne værdier. Hvordan skal man kunne forklare, hvordan reformationen har været altafgørende for det Danmark, vi kender i dag, hvis man aldrig selv er blevet lært om dette?
Det skaber et kæmpe hul i den grundlæggende dannelse, som skal udfyldes i og af folkeskolen. En opgave, som folkeskolen på nuværende tidspunkt ikke kan leve op til, fordi vi har pålagt folkeskolen at have et fokus på ren akademisk læring.
Derfor mener jeg, at det er vigtigt at sikre, at historie og kristendomskundskab forbliver centrale fag i den danske folkeskole. Disse fag spiller en central rolle i dannelsesprocessen for børn – særligt i tilfælde hvor de ikke modtager dannelsen hjemmefra. Fagene bidrager til at udvikle børnenes forståelse for og refleksion over menneskelige, kulturelle og samfundsmæssige sammenhænge.
Det er afgørende for at udvikle ansvarlige og demokratiske individer, der forstår vigtigheden af at respektere de danske værdier. Hvis børn ikke får denne forståelse, kan vi ikke forvente, at de danske værdier vil blive respekteret.
I Det Konservative Folkeparti synes vi derfor, at det er bekymrende, at regeringen har foreslået at fjerne minimumstimetallet for historie. Det er en af mine vigtigste prioriteringer i de igangværende forhandlinger om folkeskolen, at dette ikke bliver vedtaget. Børn skal lære, hvorfor Danmark, det land vi bor i, er blevet til det, det er i dag. Og hvorfor det er vigtigt at værne og passe på vores danske rødder.