Det debatteres heftigt i disse dage, om statsministeren bør udskrive valg i næste uge i forbindelse med Folketingets åbning, eller om valget bør vente til senere. Jeg er ikke tvivl – der bør udskrives valg nu.
For det første har der de facto været gang i valgkampen siden starten af juli måned, hvor De Radikale stillede regeringen et ultimatum om valgudskrivelse senest ved folketingets åbning. Denne underfundige radikale melding fik det straks til at fyge om ørene på vælgerne med gyldne løfter. Ikke mindst i løbet af august måned tog den uforløste valgkamp for alvor fart med statsministeren og hendes store røde kampagnebus og radiospots i spidsen. Vælgerne har således følt, at politikerne har været valgkamp i snart tre måneder, uden at valget er udskrevet. Og mange er forståeligt nok allerede godt trætte af valgkamp.
For det andet betyder den uforløste valgkamp, at det grundige og seriøse politiske arbejde på Borgen er afløste af hurtige løsninger. Og en række nødvendige beslutninger skubbes til efter valget, fordi de måske er upopulære blandt vælgerne. Regeringen har i løbet af sensommeren indarbejdet en ny procedure med stort opslåede pressemøder med deltagelse af statsministeren og en række ministre – efterfulgt af hastig politisk forhandling uden plads til at komme i dybden, samt forhastet lovgivning med ultrakort høringsfrist. Det klæder ikke vores folkestyre. Enkelt ting kræver hastebehandling, men lige nu er hastværk blevet normalen i regeringens iver efter – i tolvte time – at afdække åbne flanker og svage punkter.
For det tredje er den igangværende Ukraine-krig med tilhørende energikrise, høj inflation og sabotage mod rørledninger i internationalt farvand ikke et argument imod et valg i oktober. Vi håber det alle, men ingen tror vel for alvor på, at Putins vanvittige krig afsluttes før et valg skal holdes i juni 2023. De tårnhøje energipriser samt truslen imod rørledningerne på havets bund forsvinder heller ikke i de nærmeste måneder. Krisen skal selvsagt håndteres, men det kan regeringen sagtens gøre, selvom der udskrives valg. Skulle der mod forventning opstå behov for store og vidtrækkende beslutninger på tværs af partierne, ja så er alle klar til dette, trods valgkamp.
For det fjerde er det stærkt kritisabelt, at regeringen i ugevis, trods de facto valgkamp, fortsat bruger det enorme regeringsapparat som led i Socialdemokratiets valgkamp. Ude af trit med god tradition i folkestyret. Men i god tråd med den magtfuldkommenhed, der klæber til Mette Frederiksens regering.
Konklusion: Statsministeren har tøvet alt for længe. Udskriv valget i næste uge. Valg-katten sprang ud af sækken for længe siden. Lad vælgerne tale, så luften kan blive renset. Danmark har i en krisetid brug for, at folketinget snarest kommer på fuld demokratisk kampkraft og i arbejdstøjet igen.