28. marts 2024

Værn om landbruget og landdistrikterne

Som mange andre er jeg stolt af den danske fødevareproduktion. Danske landmænd er blandt verdens bedste når de gælder fødevarekvalitet, klimaeffektivitet, vandmiljø, dyrevelfærd og lavt forbrug af pesticider.

Fødevareklyngens vareeksport er på 170 milliarder kroner om året og erhvervet understøtter 125.000 arbejdspladser, der primært er placeret uden for storbyerne. Ikke mindst her i Midt- og Vestjylland har landbruget med tilknyttede virksomheder, mejerier, slagterier, maskinfabrikker, maskinhandlere, foderstoffirmaer osv., en kolossal betydning for beskæftigelsen og dermed for livet i landdistrikterne.

Jeg har i valgkampen besøgt en række dygtige landmænd, der med rette er stolte over deres erhverv, som de elsker og knokler for, selvom samfundet lægger dem mange hindringer i vejen. Samtidig står det lysende klart, at landmændene er omstillingsparate når det gælder bæredygtig og grøn udvikling.

Mange initiativer er taget og er i fuld gang. Derfor er det dybt provokerende og beskæmmende, når partierne på den røde fløj buser fremturer med at skære voldsomt ned på den animalske produktion og dænge landmændene til med nye afgifter og restriktioner. Ja, endda inden for de første 100 dage efter valget, må man forstå på Mette Frederiksen, der åbenbart gerne vil tækkes byvælgerne.

Verdens befolkning vil fortsat vokse i årene frem. Der bliver behov for mange flere fødevarer, ikke færre. Dem skal danske landmænd selvsagt være med til at producere. Vi skal totalt afvise en landbrugsfjendsk politik, der sender danske fødevarejob i tusindvis til udlandet. Det gavner nemlig ikke det globale klima. Det skader til gengæld dansk økonomi og grundlaget for vores fælles velfærd. Og det ville ramme knusende hårdt i landdistrikterne, hvor vi i forvejen oplever trange tider, fraflytning og skævvridning i forhold til storbyerne.

I stedet skal vi give landmændene tid og rum til den grønne omstilling i takt med at ny teknologi kan tages i brug. Her viser bl.a. forskningscentret hos AU Viborg i Foulum vejen – og meget mere er på vej. Jeg glæder mig over, at det ved forhandlingerne om landbrugsaftalen lykkedes Venstre at få pillet de værste tidsler ud og få tilført 3 milliarder kroner ekstra til omstillingen af landbruget.

Den aktuelle S-politik, der er langt frem i valgkampen, truer med at nedlægge 14.000 jobs i fødevaresektoren. Det skal vi forhindre ved at føre en politik, der ikke dræner landmændene for de penge, som de selv skal bruge til at sikre grøn omstilling og modernisering. Værn om landbruget og landdistrikterne!


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN