27. oktober 2021

Køge Kommune

Godt nyt på forældrefronten – men ligestillingen halter

Sidste uge var en rigtig god én for den praktiske ligestilling i Danmark – også selvom der nok ikke var så mange, der lagde mærke til det:

Folketingets partier blev nemlig enige om, at Digital Post fra det offentlige fremover skal havne i både mors og fars e-Boks. Indtil nu har det oftest været moderen, der har haft fornøjelsen af at modtage den offentlige post: Upraktisk, når man er gift. Super træls, når man er skilt.

I Radikale Venstre har vi aldrig kunnet forstå, hvorfor der kun skulle være plads til den ene af forældrene i den sammenhæng. Så herfra lyder der en tak og et hurra for at udnytte en oplagt digitaliseringsmulighed, der kan hjælpe ligestillingen på vej!

Men den offentlige digitalisering kan mere endnu: Vi får nemlig snart en app til sundhedskortet, så begge forældre (men nok især far) kan slippe for den endeløse række af pinlige situationer hos lægen med glemte og/eller bortkomne gule plastickort og samtidig dele juniors sundhedskort. Genialt og enkelt!

Og når børne- og ungeydelsen fra næste år bliver delt lige mellem barnets forældre, er det endnu et skridt i retningen mod at sikre den praktiske ligestilling.

Men helt ærligt: Det er også på tide! Og der er stadig et godt stykke vej at gå – også i Køge Kommune.

I Radikale Venstre mener vi, at alle i Danmark skal have lige muligheder, uanset om du er kvinde eller mand, og uanset hvilken seksualitet du har. Ligestilling mellem kønnene er nemlig ikke kun en grundlæggende ret for kvinder, det er også en forudsætning for bæredygtig udvikling, hvis du spørger FN. Et af verdensmålene er således at opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder.

“Men hvad betyder det for Køge Kommune?” hører vi jer råbe utålmodigt af avisen.

Et fair spørgsmål – og svaret kommer her, for der er rigeligt at gøre:

Vi vil for det første arbejde for, at kommunen får udarbejdet en ligestillingspolitik. Tro det eller ej: Sådan én har Køge Kommune nemlig ikke!

Og der er mere endnu: Vi vil nemlig også arbejde for:

– At det bliver lige attraktivt for både mænd og kvinder at søge arbejde på offentlige arbejdspladser.

– At der er fokus på at skabe en lige fordeling mellem køn, når kommunen laver sociale, kultur -og fritidstilbud, herunder sikre en ligelig fordeling mellem køn, når det gælder målgrupper og udbydere.

– At der i kommunens folkeskoler er øget fokus på kønsrollemønstre, herunder i seksualundervisning og i uddannelsesvejledning.

– At der i kommunale familietilbud er fokus på, at de retter sig mod begge køn, og at kommunen som udbyder aktivt forsøger at få en ligelig deltagelse mellem køn.

Der er – desværre – rigeligt at gå i gang for at sikre en mere reel ligestilling. Også i Køge Kommune. Vi og hele vores stærke kandidathold glæder os til at komme i gang.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN