3. december 2021

Køge Kommune

De ældre skriger på seniorboliger og friplejehjem

Jeg havde mandag fornøjelsen af at deltage i vælgermøde arrangeret af Faglige Seniorer, Seniorrådet og ældresagen. Jeg var ikke en del af panelet men var mødt for at lytte til de ældre og høre hvordan deres hverdag tager sig ud. Vi var omkring mange emner, men 2 emner vendte tilbage gang på gang.

Seniorboliger er en stor mangelvare i Køge Kommune. Når man ikke længere kan overskue havearbejde og vedligeholde huset, vil man gerne have mulighed for at flytte i en mindre bolig. Bor man i Algestrup og har sine venner og familie der, skal man kunne få en bolig i Algestrup. Bor man i Borup og ønsker at blive der, skal det være muligt at finde en seniorbolig i Borup. 

Venstre er bekendt med denne store udfordring og har gang på gang fremsat forslag om at når vi bolig udvikler alment skal boligerne øremærkes til senior eller ungdomsboliger, for det er dem vi mangler. Ønsker private aktører at bygge seniorboliger ser vi ligeledes dette som meget kærkomment. Lokalplanen i Køge Nord indeholder 25% almene boliger. Lad os nu øremærke en stor del af disse til seniorboliger.

Ikke overraskende ønsker de ældre en god og omsorgsfuld pleje, når og hvis de har behov for at flytte på et plejehjem. Der var bred enighed om at for at sikre højest mulig kvalitet er der behov for konkurrence på området. Man ønskede i høj grad friplejehjem som alternativ til kommunalt drevne plejehjem. De ældre har krav på en værdig, omsorgsfuld og empatisk behandling når de kommer på plejehjem. 

 


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN