12. december 2024

Socialdemokratiet i Ishøj har det godt

Ishøj-borger Inge Ruth Wilinga har ad et par omgange spurgt til, hvad der er sket i den socialdemokratiske partiforening i Ishøj. Jeg vil gerne forsøge på et svar.

Merete Amdisen blev afsat som formand for byrådsgruppen i december 2019, af et spinkelt flertal på 6 mod 5. Hvorfor hun blev det, fik os i mindretallet aldrig noget klart svar på.

Mit gæt er, at Ole Bjørstorp iværksatte afsættelsen, i håb om at skræmme Merete Amdisen fra at udfordre ham som spidskandidat. Men det er kun et gæt.

Merete Amdisen er aldrig blevet genindsat som gruppeformand. Efter afsættelsen valgtes Johnna Starck, som var gruppeformand til hun 12. februar i år meldte sig ud af Socialdemokratiet. Dagen efter valgtes undertegnede som gruppeformand, uden modkandidat.

Merete Amdisen blev imidlertid i november 2020 valgt som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Ishøj i en afstemning blandt samtlige partiforeningens dengang ca. 400 medlemmer. Merete fik 56% af stemmerne, Ole Bjørstorp kun 26% og Annelise Madsen blot 18%.

Hvorfor blev Merete valgt? Mit gæt er, at medlemmerne ligesom jeg finder, at Ole Bjørstorp på trods af mange gode år som borgmester, ikke længere evner jobbet. Borgmesteren savner energi, initiativ og overblik.

Med Merete Amdisen stiller Socialdemokratiet med en frisk borgmesterkandidat, der har stor erfaring og som har et stærkere landspolitisk netværk, end Ole Bjørstorp og det øvrige byråd.

Den socialdemokratiske partiforening har stadig ca. 350 medlemmer, samt en velfungerende bestyrelse og byrådsgruppe, uden aktuelle konflikter.

Hvis der er ballade, kommer det primært fra folk der har meldt sig ud. Og mon ikke de har en hvis egeninteresse i at opretholde historierne om “ballade”?


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN