20. april 2024

Alt kan blive akut, hvis man venter længe nok

Ventetiderne i det offentlige sundhedsvæsen har aldrig været længere. Nogle steder i landet må patienter vente over halvandet år på at få en hjerteoperation. Andre steder er ventetiden på næsten fire år for en MR-scanning af hjernen. I psykiatrien bliver kun 39 pct. af alle børn og unge udredt for psykiske lidelser inden for de 30 dage, som de ellers har ret til. I starten af 2020 lå det tal på 97 pct.

Eftervirkninger af Coronakrisen og sygeplejerskestrejken sammen med en historisk presset medarbejdersituationen har ført lange ventelister med sig. Alene på Sjællands Universitetshospital i Køge mangler fx hver tredje sygeplejerske på de medicinske sengeafsnit.

Det er en bekymrende udvikling i vores sundhedsvæsen, som vi i Venstre tager dybt alvorligt. For bag tallene i statistikken gemmer der sig mennesker, som har ondt i livet. Som måske ikke længere kan passe deres arbejde, gå i skole eller tage til arrangementer med venner og familie. De mange mennesker har vi et politisk ansvar for ikke at svigte. Derfor har vi i Venstre netop fremlagt et nyt sundhedsudspil, der skal give det offentlige sundhedsvæsen et løft i milliardklassen. Vi foreslår bl.a. at afsætte 1 mia. kr. årligt til bekæmpelse af de lange ventelister på hospitalerne. Pengene bør udmøntes regionalt og kan f.eks. gå til at betale for ekstra aktivitet og for fastholdelse af medarbejdere gennem f.eks. fastholdelsestillæg.

Også psykiatrien får et markant løft i Venstres sundhedsudspil. For selvom et bredt flertal i Folketinget indgik en aftale om psykiatrien lige før valget, er vi i Venstre langt fra tilfredse med det forhandlingsforløb og det resultat, der kom ud af regeringens halvhjertede indsats klokken kvart i valgkamp. Resultatet af hastværket blev nemlig ikke en langsigtet psykiatriaftale, men en aftale hvor indsatser og finansiering kun er på plads for de kommende to år. Det, mener vi, kan og skal gøres bedre, og det er Socialdemokratiet heldigvis selv enige i.

Med Venstres nye sundhedsudspil går vi til valg på at gennemføre en reel tiårsplan for psykiatrien, der gradvist løfter den økonomiske ramme, så vi om ti år bruger 4 mia. kr. ekstra hvert eneste år på psykiatrien. Vi skal investere i psykiatrien og sikre, at vi både sætter tidligere ind, skaber mere sammenhæng i forløbene og hjælper mennesker med svære psykiske lidelser bedre.

Vi har et stort arbejde foran os. Vi håber på og kæmper for, at Venstre forhåbentligt snart kan overtage regeringsansvaret igen, så vi kan komme i gang med at løse de problemer, vores sundhedsvæsen står overfor. Alt kan blive akut, hvis man venter længe nok.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN