28. marts 2024

Vi skal gøre livet nemmere for de livsnødvendige bestøvere

De begynder at summe rundt på denne årstid, og vi kender alle den dejlige smag af honning, som er et (bi)produkt af den bestøvning, som er hovedbeskæftigelsen for disse små skabninger.

Jeg taler selvfølgelig om bierne, som er et af de vigtigste dyr i vores økosystem.

Bierne spiller således en helt afgørende og livsnødvendig rolle i bestøvningen af planter. Men bierne og en masse andre vigtige insekter er omvendt dybt afhængige af en mangfoldighed af forskellige planter og blomster som næringskilde og levested.

80 pct. af alle afgrøder og planter i naturen har brug for bestøvning for at kunne danne frugt og frø.

Cirka en tredjedel af den mad, som mennesker spiser, kommer fra planter, der befrugtes med pollen fra insekter, og det vurderes, at værdien af biernes og andre insekters bestøvning af afgrøder alene i Danmark er mellem 421 og 690 mio. kr. Hvorfor presset på bierne og andre vigtige insekter også er en kæmpe udfordring for landbrugserhvervet.

I Danmark er der hele 292 arter af bier, men 40 pct. af dem er truet. Den udvikling skal vendes, hvis vi skal beskytte biodiversiteten.

Vilde bier er i tilbagegang i Danmark på grund af færre levesteder og anvendelse af insektgifte.

Det er dybt bekymrende, når man tager biernes enorme betydning i betragtning.

Derfor er det en vigtig kommunal opgave at skabe levesteder for bierne og de andre små bestøvere.

Det er et godt første skridt, at vi i Horsens har tilmeldt os konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune. Men dette tiltag skal nu følges op af handling, og handling, der sikrer bierne og de andre bestøvere bedre levevilkår i vores kommune:

Det handler om:

– At blive en giftfri og bi-venlig kommune med mange flere grønne arealer og åndehuller i alle dele af kommunen med blomster, frugttræer og andre bi-venlige planter.

– At vi i forlængelse af vores nye biodiversitetsstrategi som kommune og lokalsamfund løfter i flok og øger biodiversiteten med flere blomsterenge, vilde vejrabatter, færre græsklipninger og mere sammenhængende og urørt natur, der hvor det giver størst effekt for biodiversiteten.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN