21. oktober 2021

Hillerød Kommune

Bedre vandmiljø

Det må være rart at vide, at man altid har ret og aldrig er i tvivl. Tue Tortzen (byrådsmedlem for Enhedslisten, red.) mener i et indlæg (Hillerød Posten 16. december, red.) at kunne huske, at jeg skulle have udtalt mig “om at gå fra hus og hjem” på grund af Tues separatkloakering.

Det mindes jeg nu ikke at have sagt eller skrevet, men at give SF æren for, at S og V i 2016 indgik en aftale om en ny spildevandsplan, som Tue gør, er i hvert fald historieforfalskning. Vi blev faktisk ret overraskede og drøftede internt det kloge heri, men gik nølende med. På grund af tvivl.

Da byrådet vedtog spildevandsplan 2018-2021 i april 2019 undlod vi at stemme. Som det kan aflyttes fra mødet, udtalte jeg netop tvivl, om den nu var tilstrækkelig og ambitiøs nok. Oplysningerne om den ringe vandkvalitet og de mange overløb var urovækkende.

Mange af vores nabokommuner er nu i gang med de samme overvejelser. I Humlebæk drøfter man initiativer mod overløb, og Rudersdal starter på en omfattende plan næste år.

Jeg tror personligt, at bedre incitamenter til frivillig tilkobling, en længere tilkoblingsfrist og dispensationsmuligheder for pensionister kan være vejen frem.

Men lad os få en faglig vurdering på bordet af forskellige muligheder frem mod et bedre vandmiljø. Det beder vi forsyningen om i byrådet onsdag (16. december, red.).


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN