1. december 2021

Helsingør Kommune

Kulturændring i samarbejde med erhvervslivet skal komme oppefra

Jeg kan se, at Birgitte Bergman er kommet i modvind i dagens avis, med en kritik af offentlige ansatte – Birgitte kritiserer ikke alle offentlige ansatte i Helsingør Kommune, men hun påpeger en tendens der går igen, når hun er ude på erhvervsbesøg.

Når Birgitte, borgmesteren eller jeg er på erhvervsbesøg, og det er vi rigtigt tit, så er det, som vi næsten altid går hjem med, at der trænger til en kulturændring i vores store område for byggesager og myndigheds tilladelser. Kritikken er næsten altid den samme “hvorfor finder medarbejderne ikke løsningsforslag, i stedet for afvisninger” Og igen, kritikken går ikke på alle medarbejdere, men kritikken er der!

Når jeg så ser Claus Christoffersen udtale i HD, at han “har ikke i sin fire-årige periode i udvalget for By-plan og miljø oplevet, at nogen har rejst kritik af ansatte i det tilhørende center for by, land og vand” så undrer det mig, at han kan sige det – for det er et faktum, at vi flere gange har talt om problemer med bestemte medarbejdere.

Jeg er ikke tilhænger af offentlig kritik af vores medarbejdere, men jeg er helt enig i, at hvis vi skal komme i mål med samarbejdet erhvervslivet og Kommunen imellem, så skal der en kulturændring til, og den skal komme oppefra, det vil sige et klart politisk mandat, fra byrådet, til vores kommunaldirektør og direktion- ikke flere møder og nye udvalg – det har vi prøvet, det virker ikke.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN