Moderaternes Stine Bosse har nu efter lang tids kritik meddelt sin tilbagetræden fra bestyrelsen i den norske storbank DNB . Hun har sidder som medlem af EU-parlamentets miljøudvalg for Moderaterne, samtidig med at hun åbenbart vil være toplønnet i bestyrelsen for en bank, der aktivt bedriver lobbyvirksomhed inden for netop de miljøområder, hun er sat til at lovgive om.
Denne sammenblanding af interesser er uacceptabel og burde aldrig have fundet sted. Men hun forstår det ikke!
Bosse hævder, at hendes beslutning om nu alligevel at trække sig handler om at undgå tvivl om hendes loyalitet, men det er netop hendes dømmekraft, der er til diskussion her. Hvordan kunne hun overhovedet mene, at det var forsvarligt at sidde i en bestyrelse for en lobbyist-bank, mens hun lovgiver om de samme emner i EU? Det vidner om en grundlæggende mangel på forståelse for interessekonflikter.
Det er bemærkelsesværdigt, at Bosse indtil for nylig fastholdt sin dobbeltrolle, og først efter massiv kritik har ændret holdning. Hendes forsøg på at nedtone situationen ved at nævne praktiske udfordringer som ferieplanlægning er nærmest fornærmende over for vælgerne.
Stine Bosse’s handlinger rejser alvorlige spørgsmål om hendes prioriteringer. Var det mon ikke alligevel bestyrelsespostens månedsløn på omkring 35.000 kroner, der vejede tungere end hendes politiske integritet?
I sidste ende står vi tilbage med et billede af en politiker, der har været mere optaget af egne interesser end af den tillid, vælgerne har vist hende. Stine Bosse’s beslutning om at trække sig kom jo i slow-motion og det ændrer ikke på, at hendes dømmekraft har lidt alvorlig skade.