25. april 2024

Vi skal tænke alternativt

I budgetforliget for 2021- 2024 har vi fra byrådet besluttet at undersøge svømmehalskapaciteten i Haderslev og Vojens nærmere. Vi afsatte her 500.000 kroner til en forundersøgelse af svømmehalskapaciteten i de to byer.

Formålet er at skabe et overblik over de behov og ønsker, brugere og borgere i Haderslev Kommune har til svømmefaciliteter. Dette kræver et arbejdsgrundlag, et såkaldt kommisorium, som vi på byrådsmødet den 30. marts drøftede og besluttede. Og lad mig med det samme slå fast, at det bliver finansieringen, der bliver udfordringen. På byrådsmødet argumenterede jeg for, at det mest realistiske projekt er Forum Vojens’ ønsker om udbygning af Vojens Svømmehal med et varmtvands-/terapibassin. Dette anlægsønske ligger på 15-20 millioner kroner.

En ny svømmehal i Haderslev i form af et 50 meters bassin til blandt andet elitesvømmere er straks noget dyrere og vil formentligt ligge i nærheden af 90 millioner kroner. En ren kommunal finansiering er her ikke realistisk. Derfor anbefalede jeg på byrådsmødet, at arbejdsgruppen også ser på altenative finansieringsmodeller, eventuelt i form af offentligt-privat samarbejde. Skal det lykkes med nye svømmefaciliteter i både Haderslev og Vojens, skal der eksterne midler til. Det er, efter min mening, mest ærligt at fremlægge det åbent sådan. Vi er mange, der ønsker nye, spændende svømmefaciliteter i Haderslev og Vojens. Men der skal tænkes finansielt alternativt for at gøre det realistisk.

Jeg ønsker arbejdsgruppen held og lykke med arbejdet, som forventes afsluttet ved årets udgang.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN