18. april 2024

Borgmesteren gør det vanskeligt at kontrollere forvaltningen

Debatindlæg af Marlene Frandsen (LA), medlem af kommunalbestyrelsen og børne- og skoleudvalget i Glostrup Kommune 

Forældre, der er kommet i klemme i sagen om indskrivning og venteliste til 0. klasse 2021 på Glostrup Skole, spørger i Facebook gruppen ’Politik i Glostrup’: Hvis ikke politikerne i Glostrup sørger for, at forvaltningen gør deres arbejde ordentligt, hvem gør så? En anden forældre spørger: Hvem der vil tage ansvar for dette års indskrivning? Ingen ansvarlige politikere fra Socialdemokraitet eller Venstre har endnu meldt sig på banen med et svar.

Det åbenlyse svar til det første spørgsmål er, at det er borgmesteren, der er den øverste ansvarlige for forvaltningen i kommunen, og han skal blandt andet sikre, at der bliver forvaltet korrekt og i overensstemmelse med de politiske beslutninger.

Menige fritidspolitikere har ret til at søge sagsindsigt og kontrollerer Borgmester og forvaltning. Denne ret har jeg benyttet mig af og har søgt sagsindsigt i fordelingen af pladser på ventelisten til 0. klasserne på Glostrup Skole. Jeg har modtaget svar med bilag på mit ønske om sagsindsigt.

Desværre gør det fremsendte materiale det meget svært at gennemskue, om man i kommunen har forvaltet korrekt. Der er for eksempel 16 relevante sider i et bilag, som er konverteret fra Excel til PDF. Men PDF’en er spredt ud på mange celler, og man kan ikke se en lige sammenhæng i fordelingen af pladserne på ventelisten.

Bilaget er i øvrigt på 22.318 sider (!), fordi man ikke har ulejliget sig med at tilpasse Excel-dokumentet til PDF i en læsevenlig udgave.

Jeg har henvendt mig til borgmesteren og udtrykt min utilfredshed over materialet, og bedt om at administrationen brugte bare lidt tid på at tilpasse dokumentet så det kunne læses, men jeg fik en blank afvisning fra borgmesteren med bemærkningen ”der er ikke adgang til at få foretaget nye sammenstillinger, analyser, sammenfatninger mm.” Bevares det eneste jeg bad om var at data og informationer var let tilgængelige og kunne læses uden af skulle bladre igennem 22.318 sider.

Jeg tvivler på, at borgmesteren selv ville være tilfreds med sådan en sagsbehandlingen fra hans egen administration. For mig handler det ikke om, hvad man har ret og adgange til. Det handler om at behandle sine politiske kollegaer med respekt, og sørge for at alle uanset partifarve bliver betjent på en ordentlig måde, så man seriøst kan passe det tillidshverv man er valgt til. Det må være i borgmesterens interesse, at der så at sige ”ikke er noget at komme efter”, men det er måske blot en naiv tanke hos mig.

Når administrationen og borgmesteren ikke vil efterkomme mit ønske om et læsevenligt materiale, kunne man få den tanke, at der er noget at skjule. Jeg har blandt andet følgende spørgsmål; hvorfor står der i det fremsendte materiale, at alle på ventelisten er fordelt efter afstand, når man i det samme dokument også skriver, at der er lavet en konkret vurdering, når der opstod en ledig plads? Er pladserne på ventelisten så fordelt efter objektive kriterier?

Jeg vil rigtig gerne tage ansvar for at der forvaltes korrekt i Glostrup Kommune, men det er vanskeligt, når man både bliver modarbejdet af borgmesteren og administrationen. Måske de to borgmesterkandidater Kasper Damsgaard og Piet Papegeorg, kan give et bedre svar end den afgående borgmester, de er trods alt en del af hans flertal.

Der er mindre end fire måneder til kommunalvalget, og forhåbentligt varsler det et skifte i måden hvorpå kommunen ledes.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN