19. april 2024

Køb DSB-grunden og giv den til Forstbotanisk Have

Borgmester Michael Fenger siger i et interview i Villabyerne (12. maj, red.), at han fortsat gerne vil være tæt på borgerne, og at sagen om DSB-grunden ved Forstbotanisk Have er et godt eksempel på denne nærhed, samt at dialogen med borgerne fungerer!

Sagen er, at Miljøstyrelsen gav borgergruppen ret i, at man ikke kan bygge boliger på DSB-grunden, da byggeriet stred imod Naturbeskyttelsesloven, der stiller krav om, hvor tæt man må nybygge på en skov.

Enhedslisten var det eneste parti, der hele vejen igennem stemte imod byggeriet.

Problemet var, at De Konservative, støttet af De Radikale, SF, Socialdemokratiet og Venstre, satsede på at få dispensation fra Naturbeskyttelsesloven i stedet for at respektere den lovgivning, som skal passe på vores natur, miljø og klima.

Vi er derfor nødt til at huske borgerne på, at de omtalte partier krøb i flyverskjul og nægtede at mene noget i lokal­avisen – trods det, at avisen var fyldt med måske 100 læserbreve igennem to år! Partierne overså bevidst hundredvis af høringssvar fra borgerne. De lod sig ikke påvirke af 16.000 borgerunderskrifter. Og de brugte kommunens (borgernes) penge til at hyre et af de dyreste konsulentfirmaer til at udarbejde en 100 siders miljørapport for at imødegå borgernes argumenter. Ikke engang ved borgermødet i rådhushallen var partierne lydhøre eller villige til dialog med borgerne.

Det er derfor noget af en omskrivning af virkeligheden, borgmesteren fremstiller i Villabyerne.

Da der ikke kan bygges boliger, er grunden ikke ret meget værd. Derfor mener Enhedslisten, at Gentofte Kommune skal købe grunden og overlade den til Forstbotanisk Haves Venner og de lokale borgerinitiativer, der ønsker at skabe et lokalt forsamlingssted.

Enhedslisten spørger derfor De Konservative, SF, Socialdemokratiet, De Radikale og Venstre:

Vil I sige til vælgerne, at I vil stemme for et tilbagekøb af DSB-grunden? Vil I gå i forhandlinger med DSB om en fornuftig pris?

Svar fra borgmester Michael Fenger (K)

Det er korrekt, at jeg i Villabyerne har udtalt, at sagen om Forstbotanisk Have er et godt eksempel på en beslutningsproces, hvor vi hører, hvad hinanden siger – og med den vigtige tilføjelse, som Jeanne Toxværd udelader – at vi også må respektere, at vi i nogle sager vægter ting forskelligt.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg allerede tilbage i marts har aftalt at mødes med Forstbotanisk Haves Venner om foreningens arbejde.

Svar fra Brigitta V. Rick (SF)

Det er et tiltalende forslag, som SF godt kan støtte, der arbejdes videre med. Der er dog en række udfordringer, der skal afklares, før SF kan stemme for forslaget.

For at kunne sige klart ja, må ejerforholdet og et kommende samarbejde mellem staten/Naturstyrelsen, som i øjeblikket ejer haven, og som ikke har råd og lyst til at købe DSB-grunden, afklares.

Købsprisen skal ligeledes være på plads samt prisen på afrensning af den meget forurenede jord. Grundens anvendelse må beskrives nærmere, idet det er en kæmpeopgave at udvide Forstbotanisk Have. Et forsamlingssted kan dække over meget, og det lyder som om intentionen er mere og andet end en udvidelse af Forstbotanisk Have.

Det er ikke muligt ud fra de informationer, der står i læserbrevet, at give et klart ja til at stemme for et forslag, som endnu ikke eksisterer.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN