28. marts 2024

Byrådet skal finde modet

Et kulturhus med integreret nyt hovedbibliotek placeret på Tippen i Frederikssund er ikke bare en god ide, det er nødvendigt for at skabe mere liv både i havnen, men også i Frederikssund og resten af kommunen.

Jeg har modtaget mange positive tilkendegivelser på ideen om at bruge noget af Tippens areal på et flot kulturhus med underjordisk hovedbibliotek og parkeringskælder – som også vil løse en forestående parkeringsudfordring, hvis vi skulle lykkedes med at få et havnebad i nærmeste fremtid.

Og så har der selvfølgelig også været automatreaktionen, nemlig at vi ikke skal gøre noget.

Denne udviklingsforskrækkede tilgang har stækket Frederikssund i årevis, og det er den direkte årsag til, at Frederikssund ikke længere er en ligeså sprudlende handelsby, som vi er flere, der husker fra år tilbage.

Frederikssund skal ud af den udviklingsmæssige ødemark, og det kommer til at kræve handling. Det er ikke populisme, det er ikke ønsketænkning og valgflæsk – det er virkeligheden, der står og skriger os politikere ind i hovedet. Det gjorde den eksempelvis med Fioma-grunden, som fik lov at ligge midt i byen og forfalde i årtier, og det gør den til stadighed med vores »midlertidige« hovedbibliotek i Frederikssund, som nu er midlertidigt på 40. år.

Det kan vi ikke være bekendt, det skal vi gøre bedre. Og vi er nødt til ikke at give op på forhånd, som nogle åbenbart har fået for vane her i kommunen.

Jeg tror på, at det vil være muligt at få en dispensation fra Kystdirektoratet til at bygge et kulturhus og bibliotek på Tippen, da det er i offentlighedens og almenvældets interesse. Det vil koste kommunen 55 millioner kroner. Resten vil blive rejst via fonds- og puljesøgning.

Den mulighed skal vi forfølge. Selvfølgelig skal vi det! Hvorfor i alverden give op på forhånd, og tro på, at liv og kultur bare er noget, der opstår på magisk vis?

Frederikssund Havn bliver ikke med et trylleslag til en oase af liv, kultur og glade erhvervsdrivende, bare fordi man kalder det en Kulturhavn. Det er lige præcis den tankegang, som igen og igen spænder ben for udviklingen i Frederikssund.

Det er jo også påfaldende, at selvom der i dag er mulighed for ganske gratis at sætte en bod op på havnen, så sker det ikke, og det hænger selvfølgelig sammen med, at der ikke er mennesker på havnen. Det vil et kulturhus kunne lave om på.

Men det er ikke gratis at skabe rammerne for en livlig havn, der er brug for, at vi i byrådet finder modet og logikken frem. Indretningen af havnen i Frederikssund er ikke logisk, og det bliver vi nødt til at gøre noget ved fra politisk side – nu og sammen.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN