20. oktober 2021

Fredericia Kommune

Socialdemokratiet fralægger sig ansvaret

Da vi læste borgmesterens 1. maj-tale, syntes vi, at det var klart, hvad Socialdemokratiet ville.

De ville stille krav til virksomhederne, om at de skulle ansætte flere ledige fredericianere og til gengæld ville de “kigge” på dækningsafgiften.

Det kan vi nu forstå, at de ikke mener alligevel. Nu er det ikke længere et krav, men noget der skal drøftes – bare så længe at det bliver under deres overskrift om “vores fælles lønseddel”.

Der er ikke tvivl om, hvad Venstre mener. Vi vil fortsætte det gode samarbejde med erhvervslivet og afvikle dækningsafgiften over de næste fire år uden at stille urimelige krav og uden at putte nogen ind under en overskrift, som signalerer, at alt skal detailstyres og kontrolleres fra rådhuset.

Søren Larsen kalder det ufinansierede skattelettelser (i læserbrevet “Socialdemokratiet køber ikke Venstres tomme løfter”, red.), og at det, Socialdemokratiet foreslår, er en omfordeling.

Det er her, vi igen bliver en smule forvirret. Hvis Socialdemokratiet nu vil sænke dækningsafgiften uden krav til erhvervslivet og uden at pege på, hvor pengene reelt kommer fra, så er det da netop en ufinansieret skattelettelse, fordi en omfordeling, uden vi ved, hvor meget de vil omfordele, lyder ikke som et særligt gennemarbejdet finansieringsforslag.

Venstre vil afvikle dækningsafgiften over de næste fire år. Først og fremmest gives der en rabat fra staten, når vi sænker denne type skat, dertil vil vi afskaffe vores bufferpulje på 20 mio. kr., som vi anser for unødvendig, når vi nu har indført retvisende budgetter, og resten vil vi finde ved besparelser på forskellige puljer i den kommunale forvaltning, og dem er der en del af.

Søren Larsens kæde hopper da helt af, og mage til manglende ansvar skal man lede længe efter, når han skriver, at beskæftigelsesområdet mangler politisk ledelse og visioner.

Søren Larsen glemmer helt, at han selv har været næstformand for social- og beskæftigelsesudvalget i to år, og at hans gruppemedlem John Nyborg i dag bestrider den post.

Socialdemokratiet har været med til at skrive visionen “Et menneskeligt jobcenter”, den treårige beskæftigelsesplan 2022, og ja, Socialdemokratiet har haft det absolutte flertal hele vejen igennem.

Socialdemokratiet stiller spørgsmålstegn ved den ledelse, som de selv er en del af, kritiserer uden at have løsninger på udfordringerne og fornægter altså nu den plan, som de selv har været med til at lave.

Forvirringen er total, og det er helt fair at spørge, hvad er det egentlig Socialdemokratiet vil udover at fralægge sig ansvaret?

Pernelle Jensen, og Peder Tind, medlemmer af Fredericia Byråd for Venstre, sidstnævnte er desuden partiets borgmesterkandidat


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN