25. september 2022

Fire gode grunde til at genindføre søndagslukket

Forleden blev jeg ringet op af ejeren af en stor butik i Nordjylland. Det var ikke med et godt tilbud, men med et politisk forslag: Vi skal genindføre søndagslukket.

Hans analyse var simpel: Vi mangler hænder. Vi bruger for meget energi. Vi har alt for travlt, og for mange har stress. At holde lukket i detailbranchen om søndagen kunne være et lille bidrag til at løse de tre problemer.

Jeg har et meget liberalt grundsyn, men det er et forslag, jeg gerne vil give videre og arbejde for.

Mere end hver 10. dansker oplever hver dag symptomer på alvorlig stress, og tallet er stigende. Blandt de unge har mere end hver fjerde opsøgt læge eller været sygemeldt på grund af stress. Et stort flertal af danskerne ønsker sig mere tid og mere ro. De ønsker at arbejde hjemme og være mere sammen med familien. Det ønske er kun blevet forstærket efter corona, hvor mange lærte at sætte pris på hjemmearbejde. Men de ansatte i detailbranchen får sjældent ro, og de kan ikke arbejde hjemmefra. De er presset af længere åbningstider og åbent hele weekenden.

Hvis vi genindfører søndagslukket for de store butikker over 100 kvm, vil det, med et simpelt regnestykke, kunne frigøre over 10.000 medarbejdere til anden beskæftigelse. De hænder får vi brug for.

Jeg boede for nylig tre år i Genève. Her var næsten alt lukket om søndagen, og det gav en god ro i byen, som jeg lærte at sætte pris på. Mange, der rejser i vores nabolande, i Norge og i Tyskland, hvor der i de fleste byer er søndagslukket, har også lært at sætte pris på den ro, det giver en gang om ugen.

Vi har gennem mange år oplevet, at tempoet er sat op. Måske er det på tide at sætte tempoet lidt ned. Søndagslukket vil samtidig give flere muligheder for at samles i foreningslivet, i familien eller med venner. Det tror jeg, vi har brug for.

Den anden store udfordring, vi har, er manglen på hænder, ikke mindst til velfærdsområdet, sundhed, uddannelse, omsorg for vores ældre. Den udfordring vil kun vokse i fremtiden. Detailhandlen i Danmark beskæftiger omkring 250.000 mennesker, heraf er ca. halvdelen ansat i supermarkeder og specialbutikker, der handler med dagligvarer. Hvis vi genindfører søndagslukket for de store butikker over 100 kvm, vil det, med et simpelt regnestykke, kunne frigøre over 10.000 medarbejdere til anden beskæftigelse. De hænder får vi brug for. Hver og en.

Endelig er klimaforandringerne en af de største udfordringer, vi står over for. Vi skal reducere udslippet af drivhusgasser med ikke mindre end 70 pct. allerede i år 2030. Søndagslukket i detailsektoren, hvor lyset slukkes, temperaturen nedsættes, og lidt færre kører bil, kan give et lille bidrag. Det er endnu mere vigtigt i denne tid, hvor vi er hårdt presset af markant forøgede energipriser som følge af inflation og krigen i Ukraine.

Da vi blev ramt af oliekrisen i 1973, var nogle af de politiske svar bilfrie søndage og forbud mod vinduesbelysning i butikker. Så langt skal vi ikke gå. Men dengang var der søndagslukket. Det kan vi overveje igen. Og gøre det allerede nu, inden vinteren for alvor sætter ind.

En fjerde grund til at overveje at genindføre søndagslukket er hensynet til de mindre butikker. Vi kunne gøre som i Norge, hvor butikker under 100 kvm fortsat kan holde åbent om søndagen, hvis de vil.

Et stort flertal af danskerne ønsker at bevare de mindre butikker i deres nærområder og i vores bymidter. Og det ønske er kun blevet forstærket af corona, hvor mange lærte at sætte pris på nærbutikkerne fremfor butikscentre med mange mennesker. Søndagslukket i resten af detailbranchen kan måske give et lille bidrag til at bevare de mindre nærbutikker.

Der er brug for flere analyser og grundige overvejelser, før vi kan beslutte at lukke ned om søndagen. Ser frem til debatten. Men det er et forslag, jeg gerne vil bringe frem og arbejde videre med. Lidt mere ro. Lidt flere hænder. Lidt mindre energiforbrug. Søndagslukket. Det forslag er ikke så ringe.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN