20. maj 2024

Styrkelse af Iværksætterkulturen for Vækst og Innovation

Vi skal skabe verdens bedste iværksætterkultur i Danmark og dermed også de bedste vækstmuligheder for danske virksomheder. Det er fuldstændigt afgørende at vi støtter danske iværksættere.

Iværksætteri er nøglen til at skabe arbejdspladser og drive økonomisk vækst. I Moderaterne arbejder vi målrettet for at skabe de bedst mulige betingelser for iværksætterne, og med en ny pulje på 1,5 milliarder kr. til en iværksætterstrategi kan vi forvente, at flere virksomheder vil se dagens lys, og at flere danskere tager springet fra lønmodtager til selvstændig.

Iværksætteri er en af de vigtigste kilder til innovation. Iværksætternes evne til at tænke kreativt og skabe effektive løsninger på komplekse problemer er altafgørende for samfundets videreudvikling. Når vi investerer i iværksætteri, investerer vi dermed i fremtidens teknologier, bæredygtige løsninger samt forretningsmodeller. Derfor sikre vi også, at vores iværksættere får de nødvendige ressourcer til at udvikle og realisere deres ideer.

Vi står over for udfordringer på beskæftigelsesområdet. Vi er ikke nok og derfor har vi brug for at være lidt flere til at løfte arbejdsbyrderne. Iværksætteri spiller en betydelig rolle i både at fastholde og tiltrække talentfulde mennesker til Danmark. Når vi skaber et gunstigt miljø for virksomhederne til at vokse og vækste, tiltrækker vi samtidig internationale hjerner. Hermed skaber vi rig mulighed for både mangfoldighed og innovation, som i sidste ende kun vil forbedre vores konkurrenceevne på det internationale marked.

Derfor er jeg glad for, at vi i Moderaterne har præsenteres vores nye iværksætterudspil, så vi kan hjælpe danske iværksættere og i sidste ende hele samfundet. Iværksætteri er hjertet i vores økonomi, og iværksætterstrategien er ikke blot en investering i økonomisk vækst, men en investering i vores fælles fremtid.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN