27. september 2022

Tørklædeforbuddet er skammelig, opblæst og forudbestilt propaganda

Da anbefalingen om et tørklædeforbud ramte medierne, var min første reaktion en nysgerrighed på, hvilken dokumentation der mon lå bag netop denne anbefaling. Jeg gik ud fra, at ‘Kommissionen for den glemte kvindekamp’ – i øvrigt et virkeligt politisk farvet navn – havde gennemført en undersøgelse på danske skoler for at kortlægge, hvor mange af de piger, der bærer tørklæde, gør det mod egen vilje.

Jeg ledte og ledte, men intet dukkede op. Sagen er nemlig, at kommissionens anbefalinger er udarbejdet helt uden inddragelse af videnskabelig dokumentation.

Læser man kommissionens første delrapport, hvori anbefalingen om et tørklædeforbud indgår, refereres der i indledningen til en Vive-undersøgelse fra 2020, som viser, at cirka 12 procent af alle børn i undersøgelsen (som omfatter både drenge og piger) har været udsat for mindst én form for hårdhændet opdragelse i løbet af de sidste to måneder. Hvis begge barnets forældre er indvandrere eller efterkommere, er tallet oppe på 36 procent.

Det er et tal, vi naturligvis ikke skal negligere. Og ingen er vel uenig i, at der foregår social kontrol rundt omkring i Danmark. Men at bruge denne undersøgelse som udgangspunkt for en så frihedsindgribende og i min optik politiseret anbefaling er ikke bare dumt. Det er skammeligt.

Læser man længere ned i rapporten til afsnittet om den konkrete anbefaling om et tørklædeforbud, fremgår det da også, at det er kommissionens normative holdning, der er udgangspunkt for anbefalingen.

For eksempel skriver kommissionen, at den “finder det helt forkert, at muslimske piger i en meget ung alder bliver underlagt seksualiserende ærbarhedsnormer og iklædt hovedtørklæde”. Bemærk her ordvalget “iklædt hovedtørklæde” – det vidner om et helt bevidst sprogligt forsøg på at få det til at fremstå således, at alle piger med tørklæde er blevet påtvunget dette af deres forældre.

Der er i rapporten flere eksempler på kommissionens manipulatoriske sprogbrug, for eksempel skriver den om pigerne, at “de skal ikke gemmes væk bag et hovedtørklæde, der begrænser dem i deres fysiske udfoldelse og mulighed for frit at lege som andre børn”, og længere nede at “nogle skoler forholder sig aktivt til pigers brug af hovedtørklæde (…) andre ser stiltiende til”.

Undskyld mig, men siger hvem? Hvordan kan en kommission nedsat af en regering med henblik på at komme med politiske anbefalinger fremsætte så voldsomme påstande uden videnskabeligt belæg herfor?

Kommissionens narrativ er en omgang opblæst propaganda, som ethvert medlem af den burde skamme sig over at lægge navn til.

Det fik mig til at blive nysgerrig på, hvem der egentlig sidder i kommissionen. Så jeg googlede. Og igen blev jeg overrasket. For langt størstedelen af medlemmerne har enten personlige erfaringer med negativ social kontrol eller arbejder med kvinder, der har.

Vi skylder naturligvis de pågældende at anerkende deres indsats mod social kontrol. Men at sammensætte en kommission med personer, der bruger subjektive erfaringer som grundlag for en politisk anbefaling, er godt nok alligevel uprofessionelt.

Lad os kort gennemgå kommissionens medlemmer.

Christina Krzyrosiak Hansen er socialdemokrat og borgmester i Holbæk. Det var hendes kommune, der som en af to kommuner blev udpeget som frikommune på skoleområdet. Det virker umiddelbart besynderligt, at borgmesteren for den kommune, der har arbejdet aktivt for at sætte skolerne fri, nu står i spidsen for en anbefaling, der indskrænker skolernes frihed og sætter spørgsmålstegn ved skolelederes og læreres faglighed.

Ahmad Mahmoud er maskinmester og forfatter til bogen ‘Sort land: Fortællinger fra ghettoen’. Han er født i en dansk-palæstinensisk familie. Han beskriver i sin bog en opvækst med tæsk, koranskoler, arrangerede ægteskaber og fastlåste kønsrollemønstre. Mahmoud har deltaget i den offentlige debat om indvandring og integration, blandt andet med budskabet om at den unge generation i indvandrermiljøerne bør tage et opgør med den patriarkalske kultur, der præger nogle af miljøerne.

Anita Johnson er direktør for RED Center mod æresrelaterede konflikter. RED er et tilbud til kvinder, der har været udsat for negativ social kontrol og æresrelateret vold. RED’s arbejde er både vigtigt og nødvendigt. Samtidig må vi antage, at de erfaringer, Anita Johnson tager med sig ind i kommissionsarbejdet, er baseret på møder med kvinder, der har været udsat for negativ social kontrol og æresrelateret vold.

Halima El Abassi er socialrådgiver og debattør med dansk-marrokansk baggrund. Hendes historie er rørende. Hun blev gift som 15-årig og fik tre børn. Hun tog en uddannelse som socialrådgiver. Som 28-årig flyttede hun fra sin mand, hvilket førte til et brud med hendes familie og en flugt, fordi hun følte sig truet af sine brødre. På et tidspunkt lod hun sig indlægge på en psykiatrisk afdeling på grund af det store pres, hun oplevede fra sin familie.

Halime Oguz er folketingsmedlem for SF. Hun blev født i Tyrkiet og kom til Danmark, da hun var seks år gammel. Hun voksede op i Vollsmose, og blev som 15-årig forlovet med en mand fra Tyrkiet. Hun fik ophævet forlovelsen, men indgik i et arrangeret ægteskab med en anden mand som 17-årig. Som 28-årig begyndte hun at uddanne sig på trods af mandens ønske, men med sin families støtte.

Kefa Abu Ras er medstifter af og talskvinde for organisationen Søstre mod vold og kontrol. Kefa Abu Ras har været en tur i mediemøllen på grund af en sag, hvor hun truede en forsker fra SDU med en udskamningskampagne, hvis han ikke trak to faglige udtalelser tilbage. Direktøren for Søstre mod vold og kontrol indskærpede efterfølgende overfor Kefa Abus Ras, at ingen må føle sig truet af organisationen.

Lise Egholm er forfatter, foredragsholder og forhenværende leder af Rådsmandsgades Skole. Egholm havde i sin tid som skoleleder stor succes med at påkræve forældre til ikke-etnisk danske børn et aktivt engagement i børnenes skolegang og i skole/hjem-samarbejdet.

Maria Bjørn er underviser på VUC i Lyngby, men er nok mere med i kommissionen på baggrund af sin meget aktive Twitter-konto, hvorfra hun ofte tweeter om ytringsfrihed og social kontrol i muslimske miljøer.

Sofie Danneskiold-Samsøe er lektor på socialrådgiveruddannelsen og medforfatter til bogen ‘Æresrelateret social kontrol’. Den har fået blandede anmeldelser, blandt andet af professor i religionssociologi Lene Kühle og adjunkt Mustafa Topal. Begge anerkender vigtigheden af at sætte spot på fænomenet, men kritiserer også bogens manglende inddragelse af nuancer og nysgerrighed på, hvordan vi skal forstå de mennesker, der ikke ser strukturerne som undertrykkende, og på om staten bør påtvinge borgere sin frihedsforståelse. Mustafa Tupal skriver i sin anmeldelse af bogen, at den beskriver minoritetssamfund som et kollektivt patriarkalsk samfund med uforanderlige hierarkier, mens den ikke stiller spørgsmål ved, hvorvidt der findes patriarkalske mønstre i det danske velfærdssamfund.

Roya Moore er medlem af Odense Byråd for Konservative, medlem af Det Nationale Integrationsråd og formand for en forening for etniske minoritetskvinder. Hun er derudover debattør, og hun har blandt andet har forsvaret Konservatives “Stop Nazi-islamisme”-kampagne i et indlæg i Fyens Stiftstidende.

Lad mig understrege igen: Hver især bør vi anerkende de kommissionsmedlemmer, der har personlige erfaringer med social kontrol for deres oplevelser. Men når man sammensætter en kommission, som i overvejende grad består af personer, der har negative personlige erfaringer med social kontrol og af personer, der i deres hverdagspraksis ofte møder fænomenet, så bliver spørgsmålet, om kommissionen kan løfte sin opgave på nuanceret og saglig vis? Hvorfor sidder der for eksempel ikke en kvinde i kommissionen, som med stolthed bærer sit tørklæde og definerer sin frihed derigennem?

Udpegningen af medlemmer af kommissionen er ikke bare dårligt håndværk af regeringen. Det er også en tendentiøs politisk beslutning, som vel fra starten har lidt under, at konklusionerne helst skulle føre i retning af anbefalinger om mere statskontrol. Og det undrer vel ingen, at udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) har udtalt, at han finder kommissionens anbefalinger modige, og at der nu bør iværksættes et arbejde for at undersøge, hvad der, i henhold til Grundlov og konventioner, kan lade sig gøre.

Ingen er overrasket over, at det hele endte, hvor det gjorde. Heldigvis har mit eget parti, Radikale, meget hurtigt taget afstand fra anbefalingen om et tørklædeforbud. Næste skridt må blive, at vi alle forholder os mere kritisk til kvaliteten af anbefalinger, der hviler på så skrøbeligt et grundlag.

Hvad skal vi med kommissioner, hvis deres mandat er usagligt? Og hvordan kan vi på nogen måde fremme tilliden til dansk politik, hvis dette er en siddende regerings fremgangsmåde for at belyse samfundsmæssige problemstillinger? I mine øjne er det en omgang forudbestilt propaganda.

Mere saglighed. Mere faglighed. Flere nuancer. Tak.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN