Torben Johansen
Om mig
Når du som vælger skal finde ud af, hvem jeg er, og hvilke erfaringer jeg kan bidrage med i byrådsarbejdet, kan du se mig som en erfaren senior med en solid erhvervsmæssig baggrund, som jeg har lært at omsætte til politisk arbejde.
Jeg er oprindeligt uddannet håndværker her i Næstved, men min aktive håndværkerkarriere sluttede, da jeg var udlært. Siden da har salg, ledelse og organisationsudvikling været omdrejningspunktet i mit arbejdsliv. Jeg har bevæget mig fra kørende sælger til salgsleder og var de næste par årtier administrerende direktør for nordiske selskaber i en international koncern.
De seneste 18 år har jeg drevet min egen konsulentvirksomhed, specialiseret i at udvikle ejerledede virksomheder og hjælpe større virksomheder med organisatoriske udfordringer. Mit arbejde har givet mig en række bestyrelsesposter, og i dag er jeg bestyrelsesformand i flere virksomheder og aktiv partner i ASNET, som er Danmarks største bestyrelsesnetværk.
Jeg har altid været engageret i foreningslivet, da jeg mener, at foreningsmodellen er den bedste form for demokrati, når vi vil samles om fælles interesser og opgaver. Kombinationen af mine erhvervsinteresser og mit foreningsarbejde førte mig også til Næstved Erhvervsforening, hvor jeg var formand fra 2016 frem til kommunevalget i 2021. I den rolle kastede jeg mig sammen med andre Næstved-borgere ind i kampen for vores motorvej mellem Næstved og Rønnede – Rute 54, også kaldet ”Gedestien”.
Arbejdet med Rute 54 bragte mig helt ind i hjertet af både landspolitik og lokalpolitik. Det har gjort mig endnu mere stålsat på, at Næstved skal udvikles mere på det erhvervspolitiske område.
Mine mærkesager
Min primære indsats vil være fokuseret på at udvikle Næstved som en stærk erhvervsby med en infrastruktur, der ikke kan klages over. Mit mål er at gøre Næstved til en mere velstående by, der tiltrækker flere mennesker, fordi vi har råd til at give de bedste vilkår for unge, ældre, uddannelse, kultur, sport og en spændende, tryg bosætning for alle.
Hvis du vil hjælpe mig med denne opgave, så spred budskabet og sæt X ved Torben Johansen den 18. november 2025.