21. november 2024

Sandra Elisabeth Skalvig

Baggrund
Sandra Elisabeth Skalvig er født og opvokset i den vestsjællandske provinsby Høng.

I 2016 blev Sandra færdiguddannet som Professionsbachelor i Offentlig Administration med speciale i Velfærd fra University College Lillebælt i Odense.

Sandra har de seneste 6 år været offentlig ansat som administrativ medarbejder, hvor hun har arbejdet med optagelse på videregående uddannelser hos henholdsvis Professionshøjskolen Absalon og VIA University College.

Den offentlige sektor skal mindskes
Sandra kæmper for en mindre offentlig sektor, hvor frihed og ansvar skal være nøgleordene fremfor bureaukrati og kontrol. Den offentlige sektor er på mange områder uigennemsigtig, og der er derfor behov for, at den slankes og reformeres. De danske borgere skal være i centrum, og regler skal i videst muligt omfang ikke begrænse danskernes frihed.

Unødvendigt bureaukrati tager for mange af vores ressourcer på bekostning af vores kernevelfærd. Ifølge Sandra er der et behov for, at vi ændrer dette, så vi kan få en mere effektiv og kvalitetssikret offentlig sektor baseret på ansvarlige og fornuftige beslutninger.

Det er bekymrende, at mange medarbejdere i velfærdssektoren i højere grad bruger deres arbejdstid på at afrapportere og registrere fremfor at fokusere på deres primære arbejdsopgaver.

Færre afgifter, mere frihed
Ifølge Sandra er der et stort behov for at uretfærdige afgifter enten fjernes eller reduceres. Ved at fjerne og reducere afgifterne vil det give borgerne i Danmark en større økonomisk frihed. Det er der i særdeleshed et behov for på nuværende tidspunkt grundet de markante prisstigninger på bl.a. benzin og el.

Nej tak til kvindekvoter
Et andet område, som optager Sandra, er spørgsmålet om “kvindekvoter”. Vi har i mange år kæmpet hårdt for ligestillingen i Danmark, men den trues bl.a. gennem forsøget på at indføre “kvindekvoter” i bestyrelser. Disse tiltag er i modstrid med en lige behandling uanset køn. Ifølge Sandra skal kvinder såvel som som mænd ansættes/vælges på baggrund af deres kvalifikationer og ikke på baggrund af deres køn.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN