Mette Jensen
Om mig
Nordjysk folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti.
Den RIGTIGE Mette – hende der bor og lever i Nordjylland.
Jeg er 54 år og har boet i Hirtshals hele mit liv. Jeg er gift med Karl Aage og vi har sammen tre børn – Mads, Jacob og Anne. Drengene bor i Aarhus og Anne bor og arbejder i Hjørring.
Jeg er oprindelig bankuddannet, men jeg har arbejdet med lidt af hvert. Jeg har arbejdet ved en ejendomsmægler, på ældrecenter, skolesekretær og administrativ leder på skoler i Hjørring Kommune.
Fra 2011 og frem til 2021 var jeg koordinator af Hirtshals Fiskefestival. En festival med over 10.000 besøgende og mere end 300 hjælpere.
Jeg har siden 2018 været medlem af Hjørring Byråd. Fra mit arbejde i Hjørring Byråd, så ved jeg, at stort set alle de nordjyske kommuner ser ind i store økonomiske udfordringer i form af stigende udgifter til blandt andet førtidspension – uden af pengene følger med.
Den skævvridning kræver ganske enkelt handling, hvis ikke de skal gå ud over den velfærd som borgerne i Nordjylland også har krav på.
Med min plads i Hjørring byråd kan jeg bringe hverdagen fra kommunerne ind i Folketinget og omvendt.