Marie Bjerre
Om mig
Kære læser
Tak fordi du læser mine debatindlæg. Jeg blev valgt til Folketinget for Venstre i Nordjyllands storkreds ved Folketingsvalget i 2019 og håber på din stemme igen ved næste folketingsvalg. Der er nemlig meget at kæmpe for.
Politisk har jeg en stærk tro på det enkelte menneske. Min vision for Danmark er, at alle får mere frihed og bedre muligheder for at udleve sine drømme. Jeg tror på, at morgendagen kan blive bedre end i går, og at hvis mennesker får mulighed for at gøre sig umage, er der ikke det, de ikke kan opnå. Det er min livsanskuelse, og det er udgangspunktet for mit politiske virke.
Med rødderne solidt plantet i Nordjylland kæmper jeg desuden for nordjyske interesser. Privat er jeg gift med Jan, og vi bor sammen i Aalborg med vores to små piger på halvanden år og snart fire år.
Før jeg blev valgt til Folketinget, arbejdede jeg som advokat, og jeg har erhvervserfaring som juridisk assistent, advokatfuldmægtig og advokat i sammenlagt 9 år. Siden jeg blev valgt til Folketinget har jeg været erhvervsskatteordfører, socialordfører og er i dag klimaordfører for Venstre. Det er et drømmeordførerskab for mig, fordi jeg mener klimaet har brug for liberale løsninger.
Derudover har jeg holdninger til masser af andre politiske emner. Jeg kæmper for et velfærdssamfund med mennesket i centrum. Velfærdsstaten og systemet må aldrig blive målet i sig selv, og derfor skal der være plads til flere initiativrige private, der ønsker at gøre en forskel for mennesker og samtidig giver borgere noget at vælge imellem. Derudover er det på tide, at vi får en regering med respekt for retsstaten og de personlige frihedsrettigheder.
Følg mig meget gerne på sociale medier, hvis du vil have et indblik i min hverdag som politiker.
Mvh. Marie Bjerre