2. september 2025

Lene Bach Nørgaard

Jeg er født og opvokset i Karup i Midtjylland, hvor jeg også bor i dag sammen med min mand Søren. Vi har tilsammen fire børn og fire børnebørn. Min vej ind i arbejdslivet begyndte med rengøring hos den lokale bager – siden uddannede jeg mig til social- og sundhedsassistent og har videreuddannet mig i lederretningen. I dag arbejder jeg som leder af korttidspladser i Silkeborg Kommune.

Jeg har boet i udlandet af flere omgange, men mit hjerte banker for det nære fællesskab i mindre samfund. Her har jeg gennem årene oplevet, hvordan politiske prioriteringer ikke altid gavner lokalsamfundene – hverken når det gælder sundhed, kultur, vedligeholdelse eller infrastruktur.

Jeg stiller op til kommunal- og regionalpolitik, fordi jeg mener, at dem med erfaring fra virkeligheden skal have en stærkere stemme i de politiske beslutninger. Vi er mange, der hver dag arbejder med mennesker og velfærd – og vi ved, hvad der virker.


Politik med afsæt i virkeligheden

Jeg træder ind på den politiske scene med et klart mål:
👉 At bringe hverdagens erfaringer fra velfærdens frontlinje ind i beslutningsrummene.

Mit fokus: Mere lighed i Viborg Kommune og Region Midt

🔹 Lighed mellem land og by – de små lokalsamfund skal ikke glemmes. Vi skal bekæmpe geografisk ulighed, også når det gælder sundhed, kultur og infrastruktur.
🔹 Lighed i sundhedstilbud – alle borgere har ret til nærhed og kvalitet, uanset postnummer.

Sundhed og ældrepleje kræver mennesker – og faglighed

Med den nye ældrereform bliver det understreget, at der skal etableres tværfaglige teams omkring borgerne. Det bakker jeg varmt op om. Men for at kunne arbejde tværfagligt, skal man stå stærkt i sit eget fag. Derfor skal vi investere i faglighed, efteruddannelse og arbejdsmiljø – og sikre at sundhedspersonalet har tid og rammer til at bruge deres kompetencer.

Jeg stiller op for Moderaterne, fordi jeg tror på en borgernær og tillidsbaseret velfærd. Politik må aldrig være løsrevet fra virkeligheden – den skal udspringe af den.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN