18. september 2025

Jørn Hulgard

Jeg stiller op, fordi lokalpolitik har brug for nye perspektiver – og for mennesker, der lytter, handler og tør tænke anderledes. Jeg tror ikke på politik som systemforvaltning. Jeg tror på politik som noget nærværende, jordnært og ansvarligt. Noget, vi skaber sammen med borgerne – ikke på afstand af dem.
Jeg har arbejdet med mennesker hele mit liv – og det har lært mig, at vi alle har behov for det samme: nærhed, tryghed, tillid og ansvarlighed. Det gælder både i ældreplejen, i skolen, i byplanlægning og i mødet med kommunen. Når de værdier mangler, mærker vi det med det samme. Og derfor skal politik netop tage afsæt i dem.
Jeg stiller op for at arbejde for seks konkrete mærkesager, der alle handler om at gøre Køge mere menneskelig, velfungerende og sammenhængende – og mere i balance.

1. Ældrepleje med værdighed og frihed
Ældre skal ikke pakkes ind i minutskemaer og standardløsninger. De skal mødes med tillid, respekt og reelle valg.Moderaterne har nationalt gennemført en ny ældrelov – nu skal vi også i Køge give ældre mulighed for at bestemme over deres egen hverdag. Jeg vil arbejde for flere lokale, selvstyrende plejehjem, hvor nærhed og medbestemmelse er i centrum.
Og ja – jeg er typen, der gerne tager en runde med både embedsværk og politikere, hvis det betyder, at de ældre faktisk får lov at bestemme, hvornår de vil i bad – og ikke får det tildelt i minutter og skemaer. Eller at de kan vælge menneskelig rengøring frem for en robot, hvis det er det, de har behov for.

2. Bedre infrastruktur – færre propper, mere sammenhæng
Køge skal hænge bedre sammen. Jeg vil arbejde for, at vi får en omfartsvej, der aflaster bymidten og giver bedre adgang til motorvejen for borgere sydfra.Samtidig skal vi tænke udvikling, der skaber sammenhæng mellem by og land – og gør det lettere at være borger, uanset hvor man bor i kommunen.

3. Mere åbenhed – borgerne skal med før beslutningerne
Alt for ofte oplever borgere, at beslutninger bliver truffet hen over hovedet på dem. Det skaber mistillid.Jeg vil arbejde for faste borgermøder og en politisk kultur, hvor inddragelse sker før beslutningen – ikke bagefter.Tillid skabes ikke med PowerPoints og orienteringer. Den skabes i dialog og ærlighed.

4. Parkeringsordning med sund fornuft
Den nuværende parkeringsordning i Køge virker ikke – hverken for borgere eller for butikker.Jeg foreslår en ny model, hvor man kan parkere længere gratis i midtbyen. Det vil styrke handelslivet, mindske irritationen og gøre det lettere for flere at handle lokalt – frem for at køre udenom.

5. Grøn omstilling – med omtanke og respekt
Jeg støtter den grønne omstilling – men den skal ske med omtanke og respekt for både mennesker og natur.Der er planer om at opføre 185 meter høje vindmøller midt i et skovområde, som i dag bruges af mange borgere til ro, motion og fællesskab.Jeg mener ikke, det giver mening at omdanne skovens fred og ro til et industriområde. Grøn omstilling kræver folkelig opbakning – og det får vi kun, hvis vi bruger både fornuft og følelse.
Jeg vil i stedet arbejde for løsninger som:

solceller på kommunale bygninger og private tage

havvindmøller, hvor de generer færre mennesker og dyr

lokale energifællesskaber mellem borgere og virksomheder

energieffektiv renovering og varmeforsyning

og intelligent brug af el-lagring og -net

6. Tryghed i skolen – mobning er ikke en bagatel
Der har været flere sager i Køge, hvor forældre har klaget over mobning og chikane, uden at hverken skolebestyrelser eller kommune har grebet tydeligt ind. Det er uacceptabelt.
Jeg vil arbejde for en skolepolitik, hvor trivsel og ansvar står øverst. Vi skal gøre det klart, hvem der handler – hvornår – og hvordan.Vi skal styrke både PPR og de forebyggende støtteindsatser, så børn i mistrivsel bliver set og hjulpet – ikke ignoreret.

Kort sagt: Jeg vil noget med politik
Jeg stiller ikke op for at være enig med alle. Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at vi kan gøre det bedre.Køge har brug for nye idéer, ærlig dialog og politik med både hjerte og rygrad.
Hvis du har det på samme måde, håber jeg, du vil give mig din stemme – og en mulighed for at gøre en forskel.
De bedste hilsnerJørn HulgardKandidat for Moderaterne, KV25 – Køge Kommune
Jørn Hulgard har endnu ikke udfyldt sin profil.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN