21. november 2024

Jeppe Trolle

Jeg er gymnasielærer, ekstern lektor på RUC, og dykkerinstruktør i Roskilde ungdomskole.

Jeg bor i Viby Sjælland, med min kone og 2 af mine 3 børn.

Jeg er typen der har været aktiv i alt fra skolebestyrelse til klasseråd og beboerbestyrelse. Jeg har også en fortid som særdeles aktiv i den danske studenterbevægelse og i et hav af frivillige foreninger og bestyrelser.

Dette engagement har også gjort at jeg er særdeles politisk aktiv, og har været opstillet til både regionsråd, folketing og byråd. I de seneste 2 perioder har jeg repræsenteret Radikale Venstre i Roskilde byråd.

Mine mærkesager er en folkeskole præget af tillid og trivsel, frem for kontrol og lange skoledage. bedre vilkår for børnene i daginstitutioner, og frem for alt, at vi overlader en ordentlig verden til vores børn og børnebørn.

Det betyder at jeg er meget engageret i klimasagen, og vel nok den politiker i byrådet, der er mest optaget af den grønne dagsorden. Skovrejsning, vindmøller, solceller, energirenovering og investering i løsninger der kan ændre vores adfærd i mere klimavenlig retning.

Det er ikke nok at vi bilder borgerne ind, at alt kan fortsætte som hidtil. Vi er nødt til at ændre vores adfærd, hvis klimamålene skal nås. Det betyder at jeg har kæmpet for at fremme incitamenterne til at cykle. køre flere sammen, og spise mindre kød (f.eks har jeg gennemført, at maden i Roskilde kommune, skal have et 35% mindre klimaaftryk. Det betyder naturligvis mindre kød, men det har kunnet gennemføres forholdsvis smertefrit, fordi vi har overladt til køkkenerne, hvordan de vil gøre det. Ingen tvinger nogen til kødfrie dage, bare der spises mindre kød.

En verden med mindre bilkørsel, færre flyrejser og mindre kød, behøver ikke være en verden fyldt med smerte og afsavn. Tværtimod får vi forhøjes livskvalitet og bedre folkesundhed, når folk cykler i stedet for at tage bilen, deler køretøjer med hinanden i stedet for at køre alene, og vender tilbage til en madplan med langt mindre kød, hvilket også er langt sundere.

Vi har alle sammen svært ved at ændre indgroede vaner. Derfor er det vigtigt at kommunen giver små skub ved at gøre det mere bøvlet at være bilist. Holde op med at poste penge i omfartsveje og parkeringspladser, og i stedet bruger flere penge på cykelstier og tiltag, der fremmer de folkelige fælleskaber, hvor man hjælper hinanden og deler ting.

I det hele taget er jeg en utrolig stolt af den kæmpestore frivillige sektor vi har i kommunen. Den skal vi hæge om, og være stolte af, for det er de frivillige, der har gjort Roskilde til den aktive og glade by vi er i dag. Mere af det. til gengæld bliver jeg træt, når ressourcestærke borgere bare kræver at kommunen skal løse problemerne for dem.  Kommunen skal ikke løse folks hverdagsproblemer, men bidrage til at de selv finder løsninger. Dette gælder naturligvis ikke de mennesker, der virkelig har brug for fælleskabets støtte, men også her kan frivillige supplere den helt nødvendige hjælp, som kommunen naturligvis skal tilbyde de mennesker, der har brug for det.

Jeg betaler derfor min skat med glæde, i visheden om, at den går til at opretholde et stærkt velfærdssamfund, der både trækker på dygtige fagprofessionelle, og på lokalsamfundets mange frivillige og innovative ressourcer.

 


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN