21. november 2024

Jens-Henrik Kirk

Jeg har arbejdet som leder af ungdomsklubber, været efterskoleforstander i 14 år og arbejder nu med socialt udsatte og misbrugere på Blå Kors i Hobro. Jeg har altid været optaget af at gøre en forskel for de mennesker, jeg møder på min vej. Jeg tror på, at familien er det vigtigste udgangspunkt for en god start på livet. Derfor vil jeg arbejde for at styrke familierne i Danmark. Går det familierne godt – går det Danmark godt.

Som konservativ kæmper jeg for at finde den rette balance mellem individet og fællesskabet. Der skal være plads til den enkelte og respekt for forskellige måder at indrette tilværelsen på. Men samtidig skal vi også passe på vores fællesskaber både i familien og i foreningslivet samt sammenhængskraften i vores skønne land. Mere frihed og ansvar til den enkelte er hjerteblod for mig. Det frie valg skal være for alle – ikke kun de få. Det er vigtigt at værne om retten til at vælge daginstitution, skole, gymnasie og plejehjem. Og der skal være plads til både private og offentlige tilbud.

Jeg er konservativ, fordi ansvaret for de socialt udsatte grupper altid har optaget mig, og det var først og fremmest det, der fik mig ind i politik i sin tid. Jeg vil gøre en forskel for de mennesker, hvis stemme ofte bliver overhørt i den offentlige debat. Vores tidligere Konservative udenrigsminister Per Stig Møller har udtrykt det så fint og præcist: “Staten skal være stærk nok til at tage hånd om den svage, men for svag til at knække den stærke. ” Det, mener jeg, indkapsler essensen i konservatismen. I stedet for at dele offentlige ydelser ud til en masse, der godt kunne klare sig uden, skal vi målrette hjælpen til dem, der virkelig har behov, så vi tager ordentligt hånd om dem.

Et velfærdssamfund skal kendetegnes af, hvordan vi tager os af de svageste. Udsathed kan være kortvarigt eller langvarigt – men må ikke ignoreres.

Jeg kæmper for de værdier, jeg tror på, og jeg er optaget af at skabe resultater.  Jeg har været i politik siden år 2015 og er nu 2. viceborgmester, formand for kultur og fritid i Mariagerfjord og regionsrådsmedlem i Nordjylland. Jeg har stor erhvervserfaring og har arbejdet som leder i mere end 20 år. Jeg brænder for politik og mennesker, for Gud, konge og fædreland. Og jeg håber, at jeg med flid, nytænkning og ordentlighed kan få lov at bidrage på Christiansborg efter næste valg.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN