13. oktober 2025

Henrik Rejnholt Andersen

Hvem er jeg?
Først og fremmest er jeg en lykkelig far til de tre fantastiske piger.

Boet i Østjylland i mere end 25 år og elsker at gå tur i skovene omkring Langå. Jeg er vokset op syd for Esbjerg i en lille by, der hedder Bramming.

Jeg har været i Folketinget, som suppleant af to omgange nu, hvor jeg er kultur-, Grøndlands- og Færøernes ordfører. Som kulturordfører har jeg bl.a. været med til at sikre flere penge til de østjyske museer gennem museumsreformen fra sidste år.

Erfaren kundechef i Textilia og har arbejdet med salg gennem 25 år. Jeg er meget optaget af at sikre de bedste vilkår for erhvervslivet og vores lokale virksomheder, der skaber vækst og arbejdspladser i Randers Kommune. Væk med bøvl og bureaukrati, og ind med effektiv kommunal sagsbehandling til både erhvervs- og kulturlivet.

Energisk, nysgerrig og lyttende – jeg vil sikre, at din stemme bliver hørt og vi sammen skaber et bedre Randers for vores børn og unge. Så hvis du har gode ideer og konstruktive inputs, så ræk endelig ud – der er altid kaffe på kanden!
Derfor skal du stemme på mig
Jeg er så træt af reality-lignende tilstande i Randers byråd, som på ingen måde gavner os borgere i kommunen. Vi går en svær tid i møde, hvor der skal ryddes op efter Nordic Waste og økonomien skal oven vande igen. Der skal træffes ubehagelige og svære beslutninger. Det bliver ikke nemt, men jeg er overbevist om, at med Moderaterne i byrådet skal det nok lykkes!

I Randers Kommune er der brug for forandring, samarbejde og konstruktive politikere som taler direkte ud af posen. Politikere med relevant erhvervserfaring og fingeren på pulsen i lokalområdet. Politikere der kan løfte lokale sager hele vejen til Christiansborg og kæmpe for Østjylland. Derfor stiller jeg op til byrådet i Randers Kommune.

Stem på mig, hvis du ønsker en rolig og konstruktiv kaptajn ved roret, der kan vende skuden og skabe forandring i Kronjylland.

 


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN