22. september 2026

Erik Bo Andersen

Jeg er født og opvokset i Randers, og uanset hvor livet og arbejdet har ført mig hen – også gennem perioder med ophold i udlandet – har Randers altid været min hjemstavn. Det er her, mine rødder er, her mit engagement kommer fra, og her mit hjerte altid har været. Derfor er jeg stolt af at kalde Randers mit hjem.

Gennem mange år har jeg arbejdet med byudvikling, strategi og udviklingsprocesser med fokus på at skabe vækst, muligheder og stærke lokalsamfund. Min erfaring har lært mig, at udvikling ikke opstår tilfældigt. Gode intentioner skal følges af viden, analyser og evnen til at omsætte indsigt til konkrete handlinger og resultater. Derfor arbejder jeg målrettet med data, analyser og faktuelle statistikker som centrale værktøjer i udviklingen af Randers og vores fælles velfærdssamfund.

Det er de samme data og det samme vidensgrundlag, der gælder i arbejdet med udviklingen af vores kommune, erhvervslivet og i private virksomheder. Når man ønsker at skabe resultater og langsigtet udvikling, kræver det, at beslutninger træffes på et oplyst og dokumenteret grundlag. Data og fakta er ikke kolde tal uden menneskelig værdi – de er tværtimod med til at sikre, at indsatser sættes ind de rigtige steder, at ressourcer anvendes ansvarligt, og at vi opnår de bedst mulige resultater for borgerne. Det er netop denne tilgang og denne drivkraft, der motiverer mig i arbejdet for Randers.

En lang professionel tilværelse som professionel fodboldspiller har samtidig lært mig værdien af disciplin, ansvar og vedholdenhed. Sporten lærte mig tidligt, at resultater aldrig kommer af sig selv. De skabes gennem hårdt arbejde, stærkt teamwork og troen på egne evner – både som individ og som del af et fællesskab. Den erfaring har præget hele min tilgang til ledelse, samarbejde og udvikling.

Jeg er samtidig bevidst om, at jeg kan være kantet. Livet, sporten og de erfaringer, jeg har gjort mig gennem årene, har formet mig til et menneske med klare holdninger, høje forventninger og stor vilje til at nå de mål, jeg sætter mig. Det betyder også, at mennesker nogle gange kan slå sig på mig i mødet. Det er jeg helt bevidst om. Jeg stiller krav – både til mig selv og til andre – fordi jeg tror på, at ansvar, engagement og ambition er nødvendige, hvis man vil skabe reelle resultater.

For mig handler det aldrig om at skabe konflikter for konfliktens skyld, men om at turde stå fast, tage ansvar og arbejde målrettet for det, jeg tror på. Jeg respekterer mennesker, der tør tage ansvar, bidrage aktivt og stå ved deres holdninger, også når det kræver noget ekstra.

Når man engagerer sig aktivt i en kommunes fremtid, følger der naturligvis også modstand og uenigheder med. Diskussioner er en naturlig del af demokratiet og enhver udviklingsproces. Desværre bliver debatten nogle gange personlig, og der kan blive sået tvivl om motiverne bag engagementet med beskyldninger om egne interesser eller skjulte dagsordener. Men intet kunne være længere fra sandheden.

At være uenige, kræver mere dialog med hinanden, ikke det modsatte, for det er i forståelsen på hinandens argumentationer man finder vejen frem, og så hjælper det med viden og fakta, men det er okay at være uenig, men aldrig okay, at uenighed fører til had, tavshed og uvenskab. Livet går videre og der kommer nye kampe.

Mit engagement i Randers handler ikke om personlige interesser. Det handler om et oprigtigt ønske om at bidrage til byens fremtid og skabe de bedst mulige rammer for både nuværende og kommende generationer. Jeg investerer min tid, mine kræfter og mit engagement, fordi jeg ønsker at se Randers udvikle sig positivt – som en stærk kommune med muligheder, fællesskab, vækst og livskvalitet.

Jeg tror på ordentlighed, nærværende ledelse og langsigtede løsninger. På dialog frem for splittelse og på handling frem for tomme ord. Randers fortjener mennesker, der tør tage ansvar, tænke fremad og arbejde vedholdende for udvikling – også når det kræver svære beslutninger og et langt sejt træk.

Det ansvar tager jeg gerne på mig – fordi Randers ikke bare er en kommune for mig. Det er mit hjem.

 


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN