25. april 2024

Ditte Rust

Jeg er folketingskandidat og byrådsmedlem for Venstre i Guldborgsund – og finder det fantastisk at være en del af det aktive demokrati i Danmark.

Politik er universelt, da vi alle påvirkes af de beslutninger, som træffes af politikere både lokalt og nationalt. Politik står derfor for mig som et utrolig meningsfuldt hverv, hvor jeg ud fra mit ideologiske fundament vil gøre mit for at få Danmark trukket i en økonomisk ansvarlig, bæredygtig og ikke mindst liberal retning, hvor mennesket og dets frie valg er i centrum.

Som privatperson
Privat er jeg bosiddende i Toreby på Lolland med min mand og børn. Jeg er oprindeligt fra Allerød i Nordsjælland, men i 2016 købte vi et fint bindingsværkshus på den skønne sydhavsø, Lolland. Vi er som familie blevet taget fantastisk godt imod hernede, og elsker at bo på en egn med en overflod af plads, frisk luft, højt til loftet, smuk natur og inspirerende mennesker.

I 2014 blev jeg uddannet jurist ved Københavns Universitet, og har derefter arbejdet som både advokat og dommerfuldmægtig, og er nu ansat som juridisk rådgiver ved Forsvaret.

Jeg har således stiftet bekendtskab med mange forskellige retsområder, og har derigennem fået en bred erfaring og indsigt i såvel det offentlige som private erhvervsliv. Derudover har jeg altid ydet en hel del frivilligt arbejde, herunder som bestyrelsesmedlem i børnehave, dagpleje og som medstifter af Young CMI, en forening for yngre søretsjurister.

Som liberal hylder jeg individets rettigheder og tror på, at det enkelte menneske er den bedste til at vælge egen vej. Jeg tror på, at mennesket skal sættes før systemet, og at vi skal modarbejde årtiers socialistisk kassetænkning. Mennesker kan ikke puttes i kasser, men skal ses som individer, der har ret og pligt til at tage ansvar for eget liv.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN