Britta Nielsen
Om mig
Jeg genopstiller til kommunalvalget den 16. november som spidskandidat for Socialistisk Folkeparti.
Jeg har boet i Ringsted siden 1977 (så er næsten indfødt:)). Jeg er uddannet sygeplejerske og arbejder i dag på Køge Sygehus – og jeg elsker mit job. Jeg er gift med Lars og vi har 4 børn + en bonus og nu 8 børnebørn. Vi bor i Torpet. Min fritid er fyldt med lokalpolitik, familie og venner, weekendture til vores lille hus i Sverige, læsning af en god bog – og gå- og cykelture rundt i Ringsted – og så et enkelt afsnit af en svensk krimi til at falde i søvn på.
Jeg drømmer om at Ringsted er en kommune, hvor vi passer godt på hinanden og med det mener jeg, at vi først og fremmest giver vores børn og unge en god og tryg start på livet, at vi sikrer en god og ordentlig ældrepleje og at vi styrker fællesskaberne omkring dem, der har mest brug for hjælp.
Jeg drømmer om at Ringsted er en kommune, hvor vi passer på vores natur, miljø og klima og medtænker det i den kommunale drift.Det er helt afgørende at vi passer bedre på naturen og går forrest i klimakampen, så vi sikrer en fremtid med stor biodiversitet, rent drikkevand, ren luft og en giftfri hverdag.