Anders Jensen
Om mig
Jeg er 62 år gammel og er gift med Dorte. Vi har to børn og otte børnebørn. Vi bor i Løgstrup og til daglig arbejder jeg som teamleder og økonomikonsulent i rådgivningsvirksomheden Agillix.
DERFOR VIL JEG GENVÆLGES TIL BYRÅDET…
FOLKESKOLEN
Folkeskolen er én af vores vigtigste samfundsinstitutioner, da det er her børn og unges voksenliv formes. Folkeskolen skal være det naturlige førstevalg som grundskole, men det er vigtigt, at vi også har private- og friskoler som et alternativ, så forældre frit kan vælge, hvor deres barn trives og motiveres bedst.
Jeg vil arbejde for en attraktiv folkeskole med oprettelse af profillinjer som tilvalgs mulighed og en udbygning af erhvervs praktikken. Dermed får skoleeleverne flere faglige valgmuligheder, så både de bogligt stærke og de praktisk stærke elever finder udfordringer og får styrket selvtilliden gennem folkeskolens undervisning.
UNGDOMSUDDANNELSERNE
Det er vigtigt, at både de unge med evner for det håndværksfaglige og de bogligt stærke unge tilskyndes til at vælge den ungdomsuddannelse, hvor de bedst udvikler deres evner. Der er behov for at flere vælger en erhvervsuddannelse, da for mange unge ender uden uddannelse og i arbejdsløshed og da arbejdsmarkedet efterspørger unge med en erhvervsuddannelse.
ÆLDRE OG HANDICAPPEDE
Viborg Kommune skal kendes på, hvordan vi behandler vores svageste beboere. Det er måden vi behandler vores plejekrævende ældre og mennesker med fysiske og psykiske handicaps, der definerer kommunens værdier.
For de plejekrævende ældre er det vigtigt, at der er forskellige valgmuligheder. Derfor var jeg én af initiativtagerne til etablering af Løgstrup Friplejehjem som et supplement til de øvrige kommunale plejehjem og en mulighed for at forblive i lokalområdet på sine ældre dage. Løgstrup Friplejehjem netop udvidet fra 24 til 32 beboere og er blevet en ny stor lokal arbejdsplads med ca. 30 ansatte.
LANDSBYERNE
Oprettelsen af Landdistriktsudvalget for 8 år siden har været en gevinst for lokalområderne, hvor der er igangsat mange lokale udviklingsplaner. Løgstrup Borgerforening er også i gang med implementering af en udviklingsplan og områdefornyelse for byen og arbejdet vil være færdiggjort i 2026.
Udviklingsprojektet er forankret i Løgstrup Udviklingsråd, som jeg selv er formand for. Her har vi også oprettet en gruppe af landsbypedeller, som nu består af 12-14 meget aktive landsbypedeller.
Cykelstier er vigtige for sikkerheden i trafikken og her vil jeg fortsat arbejde for en ny cykelsti fra Fiskbæk til Knudby. Det vil være til gavn for de mange cyklister der færdes i den skønne natur omkring Hjarbæk Fjord og vil give en mere sikker skolevej til Løgstrup Skole.
KULTUR OG FRIVILLIGHED
Kultur- og fritidsområdet skal prioriteres, for det skal også være spændende at leve i Viborg Kommune i fritiden. Det er nødvendigt at sikre, at der er levende kulturhuse rundt i alle lokalsamfundene, så der er mulighed for at få kulturtilbud ud lokalt, ligesom de større kulturtilbud i Viborg By skal støttes til gavn for hele kommunen. Det samme gælder for idrætsområdet, hvor idrætsanlæggene løbende skal vedligeholdes og investeres i, så vi alle tilskyndes til en sund levevis.
På kultur og idrætsområdet er der tradition for, at mange frivillige involverer sig. Denne tradition for frivillighed skal vi i den kommende periode indføre i de kommunale institutioner, så de der har tid og overskud, kan lægge energi og erfaring i f.eks. børnehaver, skoler og plejehjem til gavn for både institutionen og den frivillige.
ERHVERVSLIV OG INFRASTRUKTUR
Erhvervslivet skal opleve en kommunal service, hvor det handler om at finde fælles løsninger, så virksomhederne får optimale muligheder for at udvikle sig og nye virksomheder tiltrækkes til kommunen.
Nu da det endelig er lykkedes at få vedtaget en motorvej til Viborg, vil jeg i byrådet arbejde for, at linjeføringen omkring Viborg sikrer den bedste udnyttelse af motorvejen, samtidigt med at generne fra motorvejen minimeres mest muligt.
Desuden har Viborg behov for at fremskynde udbygningen af A26 til Århus og desuden en østlig omfartsvej omkring Viborg for at kunne kapere den øgede trafik der kommer fra de nye boligområder i Arnbjerg og Taphedeområdet.
NATUREN OG LANDBRUGET
Jeg vil arbejde for en fortsat høj fødevareproduktion i Viborg Kommune og at de mange lokale arbejdspladser indenfor fødevaresektoren, kan forenes med en bæredygtig naturbeskyttelse.
Der skal tillige ydes en indsats for at forbedre miljøtilstanden i Hjarbæk Fjord, så fjorden fremover kan få status af høj økologisk miljøtilstand.