Anders Gjesing
Om mig
Jeg er socialdemokratisk byrådskandidat i Næstved – men hvem er jeg egentlig og hvad byder jeg ind med af erfaring?
Det har jeg skrevet lidt om neden for – og du kan læse mere om mine mærkesager under overskrifterne VELFÆRD VÆKST FÆLLESSKAB på min hjemmeside.
Jeg er 44 år, gift med Katrine og sammen har vi børnene Magnus og Karoline, der begge er i skolealderen. Jeg har en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet (2002) og efterfølgende en executive MBA fra Copenhagen Business School (2007). Det vil sige to stærke uddannelser med fokus på økonomi, forretningsudvikling, forvaltning og ledelse.
Gennem de seneste 20 år har jeg arbejdet i krydsfeltet mellem ledelse, rådgivning, kommunikation og politik i nogle af landets største virksomheder og organisationer inden for it, finans og arbejdsmarked. Jeg har blandt andet arbejdet med virksomheders vilkår for vækst, forretningsudvikling, erhvervspolitik og arbejdsmarkedsforhold – og jeg har de seneste 12-13 år siddet i forskellige leder- og chefstillinger. Det har jeg lært en masse af. Og jeg er sikker på, at disse erhvervserfaringer fra private virksomheder og organisationer giver et rigtig godt udgangspunkt for arbejdet i byrådet som en del af den socialdemokratiske gruppe.
Mens jeg studerede i slut 90’erne, arbejdede jeg nogle år på Christiansborg som assistent for et par socialdemokratiske medlemmer af Folketinget og jeg var samtidig formand for Frit Forum København – den socialdemokratiske studenterorganisation. Jeg har været medlem af Socialdemokratiet , Frit Forum og DSU i 25 år. Men det var først efter, at vi flyttede til Næstved i 2018, at jeg igen blev aktiv i socialdemokratiet med bl.a. deltagelse i medlemsmøder, gadeaktiviteter, valgkamp og på debatsiderne i Sjællandske.
I min fritid er jeg dybt engageret i det lokale foreningsliv i Næstved. Jeg er bl.a. formand og medic i Næstved Vikings (amerikansk fodbold), jeg er lokalambassadør og førstehjælpsinstruktør i Hjerteforeningen i Næstved, jeg er cykelpilot og medlem af landsbestyrelsen for Cykling uden alder og så er jeg medlem af Hjerteassistance og kører ud og assisterer ved hjertestop med den hjertestarter, jeg altid har i bilen. Mit frivillige arbejde giver mig meget – både i form af gode og stærke fælles oplevelser, socialt samvær, venskaber samt masser af motion.
Se mere på www.anders-gjesing.dk