3. december 2024

Alexander Ryle

Alexander Ryle er 1. suppleant til Borgerrepræsentationen for Liberal Alliance i København. Han er vokset op i Helsinge og har boet i København i mere end 20 år. Alexander har været en del af Liberal Alliance siden 2010, hvor han meldte sig ind i Liberal Alliances Ungdom (LAU). Her blev han i 2015 medlem af forretningsudvalget, og på to år formåede han at fordoble foreningens økonomi. Nu stiller Alexander op som folketingskandidat i Københavns Storkreds.

Uddannelse og karriere

I 2017 blev Alexander kandidat i erhvervsøkonomi og informationssystemer fra Handelshøjskolen i København. Herefter arbejdede han som Human Capital Management konsulent, først hos Deloitte og sidenhen hos Kainos. Ved kommunalvalget i 2021 blev Alexander valgt som 1. suppleant til Borgerrepræsentationen i København og er derudover også udpeget som medlem af Vurderingsankenævnet i København og Amager Øst Lokaludvalg. Her fokuserer han særligt på boligpolitik, bedre infrastruktur og det sociale område.

Mærkesager

Frihed til forskellighed

Alexander kæmper for et Danmark med mere frihed til forskellighed. Livet er vort eget og vi skal have lov til at bruge det, som vi vil. Uanset om det gælder gymnasievalg, sundhedsvæsen eller hvad man putter i sin krop, bør det være op til det enkelte individ at træffe de valg, som giver glæde i livet. Den socialdemokratiske forbudspolitik er udtryk for et umyndiggørende menneskesyn, der fratager os vores frie valg. Som politikere skal vi ikke ensrette borgerne, men skabe rammerne, så vi hver især kan leve det liv, vi ønsker.

Et større fokus på udfordringerne i hovedstaden

Et andet område, som Alexander er meget optaget af, er udvikling i hovedstaden. Politikerne står i kø for at lave store reformer, som tilgodeser landkommunerne på bekostning af hovedstaden. Nedlæggelse af studiepladser, udflytningen af arbejdspladser og kommunal udligning er blot få eksempler. I København skal vi selv have penge op af lommerne, når vi ønsker at udvide metronettet, bygge havnetunnel og forhindre, at byen sander til, når befolkningstallet stiger, mens motorveje og skinner i resten af landet betales af staten. Jeg ønsker større fokus på hovedstaden og et opgør med provinspopulismen.

En klimapolitisk strategi renset for symbolpolitik

Alexander har også stort fokus på at klimaområdet og mener, at den danske klimapolitik er præget af symbolpolitiske og dyre løsninger, som egner sig bedre til selfies end til at gavne klimaet. Den grønne fremtid venter, hvis vi tør at være visionære og fokusere på effektive løsninger. Vi skal realisere en 100% reduktion gennem internationalt udsyn, sætte skub i elektrificeringen og undersøge mulighederne for for kernekraft i den danske energiforsyning. Hvis Danmark vil gøre en forskel med den grønne omstilling, skal vi blive et grønt foregangsland, som skaber gode forudsætninger for velstand og bæredygtighed.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN