I en artikel i Jyllands-Posten søndag peger tre af landets førende sundhedseksperter på et Dansk sundhedsvæsen, der er i knæ, og mangel på de varme hænder er blot et af problemerne. De efterlyser en bedre sammenhæng mellem politiske og faglige ambitioner og de penge, der er til rådighed.
En af de store og helt aktuelle udfordringer for sundhedsvæsenet generelt er at de unge i stigende grad vælger at uddanne sig som sygeplejersker. Ansøgerfeltet i år ligger 18 procent under det seneste niveau, og lavere end de øvrige velfærdsuddannelser, som også oplever tilbagegang.
– Det danske sundhedsvæsen, især sygehusene, er nødlidende i en grad, vi ikke har set før, og der er gang i en negativ spiral, hvor manglen på arbejdskraft betyder et højere arbejdspres for dem, som er tilbage. Og det medfører, at endnu færre ønsker at arbejde på et sygehus, siger professor Jes Søgaard, Syddansk Universitet til Jyllands-Posten.
Det er professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg, Det nationale Forsknings- og Analyseinstitut (Vive) enig i. Han peger på, at problemerne med arbejdskraftmangel ikke kun opleves på sygehusene.
– I øjeblikket er der ikke sammenhæng mellem de politiske og faglige ambitioner for sundhedsvæsenet og de ressourcer, som samfundet har til at betale med. Vi står over for en fundamental forandring, udtaler han ifølge Jyllands-Posten.
Kjeld Møller Pedersen peger på, at problemerne med arbejdskraftmangel ikke kun opleves på sygehusene, men han anser heller ikke et økonomisk løft i milliardklassen til sundhedsvæsenet eller et markant lønløft til sygeplejerskerne for realistisk.
– Dels er der ganske enkelt ikke samfundsøkonomi til at hæve bloktilskuddet til regionerne markant, dels er det næppe muligt at give sygeplejerskerne mere i løn, for så vil alle andre grupper som folkeskolelærere, pædagoger, socialrådgivere osv. selvfølgelig også have mere, og så er vi tilbage ved samfundsøkonomien, siger han.
Han mener, at krisen i sundhedsvæsenet overordnet skyldes, at alle kæmper hver deres helt legitime sag. Sundhedsstyrelsen styrer efter det fagligt mest optimale, Sundhedsministeriet og Finansministeriet sidder på pengekassen, mens de faglige organisationer argumenterer for mere i løn, bedre arbejdsvilkår og mere anerkendelse.
– Ingen påtager sig at samle de mange input til en overordnet strategi, siger han til JP.