Peter Mogensen, direktør i tænketanken Kraka, retter i en artikel Berlingske torsdag en hård kritik mod beskæftigelsesminister Peter Hummegaards argumenter for, at den finansielle sektor skal betale for Arne-pensionen.
Ifølge artiklen mener Peter Mogensen, der selv har en fortid i Socialdemokratiet, at Peter Hummelgaard bevidst taler usandt, når han retfærdiggør særskatten til den finansielle sektor med, at der er »overnormale profitter«, »kartellignende udfordringer«, og at de danske banker har et ansvar for finanskrisen. Peter Hummelgaard afviser kritikken.
Mogensen: Ministeren taler bevidst usandt
Peter Hummelgaard har tidligere udtalt, at finanssektoren har opført sig uansvarligt og har udnyttet danskernes tillid i mere end halvandet årti. Derfor skal sektoren ikke klage over at blive pålagt en særlig selskabsskat, der skal finansiere retten til tidlig pension.
– Overskuddene i finanssektoren har ikke været store, de har tværtimod været under niveau. Det er fuldstændig indiskutabelt. Og det er i strid med al økonomisk teori at sige, at der ikke væltes udgifter over på kunderne, hvis konkurrencen er hård. Det er omvendt, siger Peter Mogensen.
– Det er noget helt nyt og skaber dyb, dyb bekymring, at en minister pludselig begynder at sige usandheder for at bakke op om en højt profileret politisk sag. Det her er så tendentiøst og over grænsen, at der må trækkes en streg i sandet, siger Peter Mogensen.
På spørgsmålet om, hvilken motivation ministeren skulle have for at lyve, siger Peter Mogensen:
– Han har jo en interesse i, at den brede offentlighed finder det rimeligt, at finanssektoren finansierer Arne-pensionen. Og det er nemmere, hvis folk tror, at sektoren har tjent store bunker penge i mange år. Selvom det ikke passer. For han kan jo ikke bruge som argument, at finanssektoren faktisk har tjent meget lidt.
Sammeligner Peter Hummelgaard med Trump
– Det er meget svært at få en dialog, når retorikken er på det niveau. Jeg svinger lidt mellem, om han minder mest om ham den rødhårede præsident i USA eller en ungdomspolitiker. Men begge dele er lige uhyggelige i betragtning af, hvor alvorligt det er,« siger Peter Mogensen.
– Jeg kender jo ministerierne og arbejdsgangene på Christiansborg, og det er i hvert fald ikke fra hans system, at han har fået de her informationer. For de ved godt, hvad fakta er. Så den eneste mulighed er, at han med åbne øjne siger noget, der er faktuelt forkert.
Han mener, at Socialdemokratiet og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) leger med ilden og risikerer at gøre varige skader på demokratiet, når »velkendte usandheder« bruges som argumenter i debatten.
Læs hele artiklen fra Berlingske her.