Da Søren Pape mandag udmeldte sit statsministerkandidatur til den samlede danske verdenspresse, tog det ikke den førhen feriestille statsminister mange timer at melde ud, at hun ser det uafklarede statsministerkandidatur i blå blok, som et tegn på kaos – hvorimod Mette Frederiksen – må man forstå, står som den kendte og afprøvede kandidat for en samlet rød blok.
Mette Frederiksen måtte naturligvis udnytte splittelsen i blå blok til egen fordel. Alt andet havde været mærkværdigt, set med politiske briller.
Dagens aviser byder på alverdens analyser af situationen i blå blok, hvor der i dele af den borgerlige lejr er en oprigtig bekymring for, om det for nærværende delte statsministerkandidatur kan spille favoritværdigheden tilbage i hænderne på Mette Frederiksen.
Det er dog for tidligt at afgøre, om vælgerne vil reagere negativt på det. I min optik har de tre nationalkonservative partier (DF, NB og DD) alle svaret klogt, at de peger på den statsministerkandidat, der giver dem mest indflydelse for stemmerne. Endvidere har Jacob Ellemann-Jensen (V) også svaret roligt, at må den bedste mand vinde, hvilket er kandidaten, hvis parti får flest stemmer.
Mette Fredriksen ser nok lige nu det dobbelte kandidatur i blå blok, som sin største fordel. Desværre for hende og rød blok, har de Radikale delvist neutraliseret denne gevinst ved at insistere på en midterregering, hvilket jo ville kræve deltagelse af mindst et borgerligt parti. Bliver det tilfældet, kan Mette Frederiksen i sagens natur ikke fortsætte i sin foretrukne rolle som den stærke og egenrådige statsminister. Derfor skal vælgerne således gå efter den statsministerkandidat, der står som den mest samlende af de tre. På det punkt har Mette Frederiksens “it’s my way or the highway” attitude ikke overbevist undertegnede – i det mindste – om at hun formår at lede en kompleks koalition af meget forskellige partier.
Men, alt det, må vælgerne jo om at afgøre, når valget nok snart udskrives.