Allerede ved mandagens begyndelse havde de fleste, der interesserer sig en smule for dansk politik, nok gættet, at de Konservatives formand Søren Pape Poulsen senere på formiddagen ville melde sig som statsministerkandidat. At der var gættet rigtigt kom frem i formandens første sætning på et pressemøde kl. 10:30 foran Christiansborg.
– Vi skal passe på Danmark, vores værdier og identitet. Det går jeg til valg på, og det gør jeg som statsministerkandidat, lød det fra Søren Pape Poulsen.
Dermed går blå blok i valgkamp med to statsministerkandidater, nemlig foruden Søren Pape Poulsen, Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen. På pressemødet afviste Søren Pape Poulsen, at det er problematisk for den borgerlige side.
– Det mener jeg ikke. Får vi et borgerligt flertal, hvilket jeg i den grad håber, så sætter vi os jo ned og finder ud af det. Det vigtigste er at få en borgerlig regering og vælte Mette Frederiksen. Jeg tror godt, at vælgerne kan forholde sig til to kandidater.
I sin tale på pressemødet ridsede Søren Pape en række pointer op, som de Konservative vil gå til valg på og forsøge at ændre, hvis de kommer i regering.
Pape sagde blandt andet, at han ikke vil være den politiker, der kommer til at give flest penge til eksempelvis velfærd, men mener til gengæld, at den offentlige sektor kan drives bedre, så kvaliteten ikke kun afhænger af flere penge. Han gjorde det ogå klart, at partiet fortsat ønsker at afskaffe den såkaldte Arne–pension, der handler om tidligere tilbagetrækning.
Han pegede også på, at han vil sørge for et bedre sundhedsvæsen og forbedre konkurrenceevnen i det danske erhvervsliv som statsminister. Derudover henviste han til de fortsatte problemer i udlændingepolitikken.
På spørgsmålet om Konservative ser sig selv i en regering hen over midten, blev dette afvist, men han understregede, at man sagtens kan lave aftaler hen over midten, uden at sidde i regering sammen.
Søren Pape mener, det bedste for Danmark er at landet får en borgerlig regering. Endda så hurtigt som muligt.
– Nu handler det om, hvem der kan samle flest mandater, siger han.
Ingen af formændene for Liberal Alliance, Dansk Folkeparti eller Danmarksdemokraterne er endnu klar til at melde ud, om de helst vil have Søren Pape Poulsen (K) eller Jakob Ellemann-Jensen (V) som statsminister, hvis der skulle komme et blåt flertal efter valget.