Lars Løkke Rasmussen, tidl. statsminister og medlem af Folketinget (M), og Tobias Grotkjær Elmstrøm, advokat samt folketingskandidat (M) skriver i et fælles debatindlæg, som er bragt i Berlingske:
– Løsningen er ikke, at vi blåøjet giver flere udlændinge permanent opholdstilladelse. Men i de tilfælde, hvor det åbenlyst er en gevinst for Danmark, må vi ikke have et system, der uden videre afviser stærke ressourcer, som kan gøre Danmark rigere.
– Mens vi afviser veluddannede herboende udlændinge fra vestlige lande, som ønsker permanent opholdstilladelse i Danmark, skriger flere brancher på kvalificeret arbejdskraft. Det er brancher på tværs af fag og uddannelser, lige fra ufaglærte i restauranter, hoteller og rengøringsfaget til højtuddannede it-folk, ingeniører og forskere, lyder det i debatindlægget.
Her peger de blandt andet på det, de kalder bureaukratiske benspænd, og eksemplificerer det med sagen om den 32-årige amerikanske økonom Benjamin Schenkel, som siden 2014 har boet i Danmark og arbejdet som analytiker i Nordea. Han skulle igennem en grotesk og et unødvendig sagsforløb med Udlændingestyrelsen, som først gav afslag på opholdstilladelse fordi han ikke opfyldte medborgerskabskravet om at have udført frivilligt arbejde i en dansk forening.
Den konklusion kom sagsbehandleren i Udlændingestyrelsen frem til, da en forening, som Benjamin var frivillig i, havde en engelsksproget hjemmeside. Det betød, at han fik afslag og efterfølgende klagede. I klagesagen kom det frem, at arbejdet i foreningen foregår på dansk. Afgørelsen blev ændret, og Benjamin fik permanent opholdstilladelse.
Se hele debatindlægget i Berlingske her