Af: Kim Beyer, Cand.scient.pol.
Politisk kommentator, Debatsiderne
I kølvandet på minkrapporten, hvor der udtaltes hård kritik af hele ti embedsmænds ageren eller mangel på samme, da alle danske mink uden lovhjemmel blev beordret nedslagtet, har statsminister Mette Frederiksen igen måttet stå skoleret for Folketingets granskningsudvalg.
Efter mødet torsdag slog statsministeren fast, at hun fortsat har tillid til embedsmændene, og vil således ikke hjemsende sin departementschef og nære samarbejdspartner, Barbara Bertelsen eller nogle af de øvrige højtstående embedsmænd. Det på trods af, at lignende tiltag faktisk blev foretaget, da sagen mod Inger Støjberg rullede.
Politisk er sagen ret belastende for Mette Frederiksen, fordi der aldrig rigtigt er placeret et ansvar i forhold til, hvem der uden lovhjemmel beordrede minkene nedslagtet. Timingen er især alvorlig al den stund, at statsministerens støtteparti, de Radikale, har draget en halv konsekvens af kritikken i minkrapporten og forlangt, at statsministeren skal udskrive valg senest ved Folketingets åbning den 4. oktober.
Hvis minksagen bliver et hovedtema i den formodede snarlige valgkamp, kan det åbenlyst skade Mette Frederiksens troværdighed. Derfor er det uden diskussion i Socialdemokratiets interesse at få minksagen sparket til hjørne og i stedet få talt politik og visioner for Danmarks fremtid. Det er omvendt derfor af oplagte grunde i den blå oppositions interesse at blive ved at tale minkskandalen op, hvorfor især Venstre også gør et ihærdigt arbejde for at holde sagen i live.
Dramaet om minkskandalen kan altså egenhændigt påvirke det kommende valgs udfald, da sagen tydeligvis slider på statsministerens troværdighed. Derfor bliver det yderst Interessant at følge slaget mellem de to blokke i forhold til at henholdsvis forsøge at lukke eller holde sagen kørende, hvilket du kan læse mere om her på Debatsiderne. En lille men ikke uvæsentlig detalje om minksagen er, at Radikale Venstre med partiets forlangende om udskrivelse af valg som konsekvens af Minkkommissionens kritik af regeringen, jo derved har gjort livet vanskeligere for Mette Frederiksen og omvendt nemmere for den blå opposition.