Venstres lokale folketingsmedlem i Randers, Michael Aastrup Jensen, vil skabe bedre vilkår for virksomheder der ønsker at tilbyde luksuscamping, det såkaldte glamping. Indenrigs- og boligminister, Kaare Dybvad Bek(S) skriver i et svar på et spørgsmål omkring Cold Hand Winerys problematik omkring opstilling af safaritelte, stillet af Michael Aastrup Jensen, at han er villig til at se på problematikken.
”For mig er det helt centralt at vi i forhandlingerne af planloven, får liberaliseret den mest muligt. Det betyder bl.a. at vi skal have kigget på reglerne omkring opstilling af telte til udlejning. Her skal planloven ikke være så rigid, da et telt jo ikke er en permanent bygning som eksempelvis et hus eller en staldbygning. Det vil skabe mulighed for at flere virksomheder kan tilbyde overnatningsmuligheder og dermed tiltrække turister til landdistrikterne” – Michael Aastrup Jensen, medlem af Folketinget for Venstre.
Han tager derfor sagen fra Randers med til forhandlingerne om evaluering af planloven, der snart begynder, og som danner grundlag for reglerne for byggeri i landzoner.
”Derfor har jeg rejst sagen for ministeren og forventer også at det bliver en del af forhandlingen til efteråret, hvor Venstre vil sørge for at skabe mere frie rammer i planloven for borgere og virksomheder” – Michael Aastrup Jensen, medlem af Folketinget for Venstre
Ministeren er indstillet på at drøfte glamping i kommende forhandlinger.
Efter Venstre lokale folketingsmedlem i Randers har rejst sagen, er ministeren villig til at se på spørgsmålet om rammerne for glamping i forhandlingerne. I sit svar skriver indenrigs- og boligministeren følgende:
”Generelt kan Bolig- og Planstyrelsen oplyse, at der i planloven ikke er en regel om, at der kun kan gives landzonetilladelse til bebyggelse, som ligger inden for 20 meter fra eksisterende bygninger. Efter Planklagenævnets praksis bør ny bebyggelse til udvidelse af en virksomhed dog som udgangspunkt placeres i tilknytning til eksisterende bygninger.
Det skal ses på baggrund af, at det er et hovedformål med landzonereglerne at forhindre spredt bebyggelse i det åbne land.
Hvis der er et ønske om det, er jeg indstillet på at drøfte spørgsmål om rammerne for glamping, herunder landzonereglerne, i forbindelse med de kommende forhandlinger om planloven.” – Kaare Dybvad Bek, indenrigs- og boligminister, Socialdemokratiet.